Aktuelle Bipolar Illnes Onset (BIO) studie er en større forskningssatsning, hvor visionen er at udvikle biomarkører for bipolar lidelse. Studiet udføres i samarbejde med en række danske og internationale eksperter på området og er detaljeret beskrevet i en publiceret forskningsprotokol.
Formålet er at identificere:
1) en samlet blod-baseret biomarkør for bipolar lidelse, baseret på en række blodprøver
2) en elektronisk Smartphone-baseret markør, baseret på patienternes egne selv-rapporterede oplysninger og Smartphone-generede adfærdsdata,
3) en neurokognitiv signatur, baseret på hjerneskannings-aktivitet i forbindelse med neuropsykologiske tests.
Studiet vil etablere den hidtil største bipolare kohorte med inklusion af 400 patienter med ny diagnosticeret bipolar lidelse, 200 af disse patienters raske familiemedlemmer og 200 raske personer uden bipolar lidelse eller depression i familien. Deltagere i studiet følges prospektivt og undersøges med gentagne blodprøver og andre vævsprøver, brug af smartphone, neuropsykologiske tests og MR-skanninger gennem en 5-10 års studieperiode.
Således består studiet af fire separate men interagerende arbejdspakker, med primær fokus på følgende områder:
BIO-1: Identifikation af en vævs-baseret biomarkør
BIO-2: Identifikation af en elektronisk smartphone-baseret markør for bipolar lidelse
BIO-3: Identifikation af en neurokognitiv signatur, baseret på neuropsykologiske test og hjerneskanninger.
BIO-4: Identifikation af biomarkører, eller rettere en kombination af signaturerne fra de tre øvrige arbejdspakker, som over tid kan identificere de høj-risiko personer som vil udvikle bipolar lidelse.