En hjælpende hånd i hverdagen
Psykiske lidelser udgør den største sygdomsbyrde blandt børn og unge på verdensplan. Når et barn er i mistrivsel, påvirker det hele familien, og over tid kan mistrivslen sprede sig til barnets øvrige livsområder. Uden den rette støtte på det rette tidspunkt kan udfordringerne vokse og påvirke barnets skolegang, sociale relationer og deltagelsesmuligheder.
Forældrebaserede interventioner er blandt de mest effektive måder at hjælpe børn med vanskelige følelser og adfærd på, men adgangen til relevante tilbud er ofte begrænset. Desuden kan det være yderst vanskeligt for forældre at finde tid til interventioner i en hverdag, som i forvejen er presset.
For at sikre lettilgængelig hjælp har forskere ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden udviklet app’en FRED, i samarbejde med teknologivirksomheden Interhuman AI.
FRED skal bidrage med forskningsbaseret viden og konkret støtte i svære situationer som et supplement til standardbehandlingen for familier, der enten venter på hjælp, eller allerede er i et udrednings- eller behandlingsforløb.
En AI-coach med social intelligens
Teknologivirksomheden Interhuman AI har udviklet en avanceret teknologi, der tilføjer et lag af social intelligens til AI. I modsætning til mange eksisterende AI-værktøjer, som udelukkende analyserer tekst, kan denne teknologi også aflæse, hvordan vi kommunikerer. Den analyserer nonverbale signaler som ansigtsudtryk og tonefald, der spiller en helt central rolle i vores relationer.
Gennem FRED kan forældre interagere med en AI-coach, som er trænet på forskningsbaseret viden om følelsesregulering og konflikthåndtering. Med øvelser og virtuelle rollespil får forældre mulighed for at afprøve strategier til at håndtere udfordrende situationer, mens AI-coachen giver personlig feedback i realtid.
Udviklet i fællesskab med forældre og fagfolk
FRED er udviklet i tæt samarbejde med både forældre i målgruppen og sundhedsprofessionelle. Gennem interviews og workshops har forskerne fået værdifuld indsigt i erfaringer og behov, som sammen med forskningsbaseret viden har dannet fundamentet for FRED app’en og dens indhold.
Hvem kan deltage?
Den første version af FRED afprøves og evalueres nu og frem til første kvartal af 2027.
Forældre til børn i alderen 6-13 år kan deltage i et forløb på 12 uger, hvor app’en afprøves i praksis. Før og efter afprøvningen inviterer vi familien til besøg i klinikken på Gentofte Hospital. Her udfører børn og forældre en samtaleøvelse, og forældre bliver interviewet om familiens udfordringer og deres mål med at bruge FRED.
Familier, som ønsker at deltage, eller har spørgsmål til projektet, er meget velkomne til at kontakte projektgruppen:
- E-mail: buc-fred.region-hovedstadens-psykiatri@regionh.dk
- Telefon: 29 11 03 65
- Projektleder: Nicole Nadine Lønfeldt, psykolog, Ph.d.