Sygeplejerske - klinisk undervisning

​Når du uddanner dig til sygeplejerske, skal du have klinisk undervisning, det kalder vi også at være i klinik. Her lærer du at udføre pleje og behandling til patienter.​

​​​​​​​​​​​​​​​FOTO: Sygeplejestuderende og vejle​der i læringssituation.

​​I det kliniske undervisningsforløb omsætter du teori til praksis 

Uddannelsen til sygeplejerske er en kombination af undervisning på dit uddannelsessted og perioder i klinisk praktik på en afdeling på et hospital i Region Hovedstaden.

Da du er i klinisk praktik i 40% af uddannelsen, betyder det, at du får meget praktisk træning i selv at udføre opgaver i klinikken for og med patienter og pårørende. Det giver dig særligt gode læringsbetingelser, når du får lov til at bruge din teori i praksis. 

I den kliniske praktik lærer du ved fx at observere og udføre pleje og behandling i praksisunder vejledning fra erfarne kolleger og kliniske undervisere eller vejledere. 

Du skal have klinisk undervisning i 6 af de 7 semestre på uddannelsen. Den klinisk undervisning er på mindst 30 timer om ugen. Det er forskelligt fra semester til semester, hvor mange uger forløbet varer.

Du kan komme i klinisk praktik på alle hospitaler i regionen. Det er dit uddannelsessted, der hjælper dig til at søge klinisk praktik.

Læs mere om at være i klinisk undervisningsforløb som sygeplejestuderende på hjemmesiden om Klinisk undervisning i Region Hovedstaden (KUHR)


"Efter mit klinikophold er jeg begyndt at tænke sygepleje i en bredere kontekst,
og jeg forstår betydningen af at inddrage patienterne aktivt i deres egen pleje og behandlingsforløb."
Nurgül Firinci​, sygeplejestuderende,
​4. semester

Uddannelsen til sygeplejerske er en professionsbacheloruddannelse, der varer 3½ år. 

Optagelse foregår via den koordinerede tilmelding (KOT), og studiet er SU-berettiget.

Læs mere om uddannelsen på UddannelsesGuidens hjemmeside​​


​Sygeplejerskens rolle spænder bredt, men patienten er altid i centrum 

Der er mange forskellige områder og specialer, du kan arbejde inden for som sygeplejerske. Men fælles for dem alle er, at du har patienten i centrum. Uanset om du arbejder på et ambulatorie, en sengeafdeling eller i en akutmodtagelse har patienten brug for dig. Du har den sundhedsfaglige viden om pleje og behandling, og du yder omsorg og taler med dem i til tider sårbare og komplekse situationer.  

Du samarbejder tæt med andre sundhedsprofessionelle som fx læger, fysioterapeuter og SOSU-assistenter, men du er også meget opmærksom på at inddrage patienten og de pårørende i behandlingen.  

Du har tit en koordinerende rolle for patientens forløb og sørger for bestilling af blodprøver, undersøgelser, stuegang og samtaler med en læge.

Sygeplejerskers særlige kompetencer

Dine patienter er tit en uvant og skrøbelig situation, hvor deres liv kan være vendt op og ned. Alle mennesker kan blive syge, og du vil derfor møde mange forskellige typer mennesker i dit arbejdsliv. Derfor skal du have en vis psykologisk forståelse for mennesker og behandle dem alle med tolerance og respekt. 

Som sygeplejerske skal du kunne arbejdet selvstændigt, have overblik og handle resolut og roligt i alle situationer – også i de akutte, kritiske og komplekse patientforløb. 

Når du arbejder som sygeplejerske bruger du i høj grad dine kommunikative og pædagogiske kompetencer til at vejlede patienten og de pårørende om sygdom og behandling.​

Jobmuligheder som sygeplejerske 

Der er gode jobmuligheder for uddannede sygeplejerske på hospitalerne i Region Hovedstaden. 

Du kan altid se aktuelle ledige stillinger i Region Hovedstaden på regionens hjemmeside


​Tag en diplom-, master eller kandidatuddannelse

Som sygeplejerske kan du videreuddanne dig ved at tage en diplom-, master- eller kandidatuddannelse.

Læs mere om dine fremtidsmuligheder på  UddannelsesGuidens hjemmeside

Få kompetenceudvikling som ansat sygeplejerske i Region Hovedstaden

Når du er sygeplejerske på et hospital i Region Hovedstaden, har du gode muligheder for hele tiden at dygtiggøre dig til dit fag og få indblik i nyeste evidensbaseret viden på området. Du kan både styrke dine personlige kompetencer, men du har også mulighed for teamtræning fx på tværs af faggrupper eller sektorer. 

Læs mere om dine muligheder for karriere og kompetenceudvikling i Region Hovedstaden


 Spørgsmål om klinisk praktik

Kontakt dit uddannelsessted. 

​Dit uddannelsessted kan hjælpe dig med at svare på spørgsmål eller henvise til andre, der kan.   ​

Redaktør