​​​​​​​​​​​

Er psykiatrien noget for dig?

​Ja, hvis du finder det meningsfuldt at hjælpe mennesker, som har det svært, og du er interesseret i at bidrage til deres livsudvikling. I psykiatrien får du afgørende betydning for patienterne og deres videre livsførelse – og på samme tid kommer du til at udvikle dig som menneske. 

​Der kan opstå mange spørgsmål, når man skal vælge sit næste job – og hvis du overvejer et job i psykiatrien, kan det være, at du har tænkt på nogle af de samme spørgsmål, som du finder herunder:

"Er jeg dygtig nok?"

Ja, for du har en række menneskelige kompetencer, som er bygget op af lysten og viljen til at gøre en forskel for andre mennesker. Som en naturlig del af din ansættelse får du løbende ​flere værktøjer og bygger ovenpå dine kompetencer, så du får endnu mere faglig ballast. Vi forventer ikke, at du kan alt fra begyndelsen. Men vi giver dig mulighed for at opnå de bedste faglige forudsætninger for at begå dig i psykiatrien. Er du nyuddannet, kan du sagtens få et job her.  


​​​”Som ny kan man være usikker, og det er der respekt for her. Der er plads til at stille spørgsmål og til at sætte ord på det, man gerne vil blive bedre til.”

– Mette

"Hvem bliver​​ mine kollegaer?" 

Det gør mange forskellige faggrupper. I psykiatrien er samarbejde på tværs af faggrupper helt afgørende. Det giver patienterne den bedste behandling og samtidig skaber det et godt læringsmiljø for dig og dine kollegaer. ​I psykiatrien er vi hinandens arbejdsmiljø, og vi tager alle et ansvar i forhold til at skabe gode rammer og sikre, at arbejdspladsen er et sted, hvor vi trives og føler os trygge. 

"Hvad kræver det af mig som person?"

Ja, for psykiatrien er mere end fordomme. Vi har masser af succeshistorier og situationer, hvor du føler, at du gør en forskel for den enkelte. Du får tid til samtaler og aktiviteter sammen med patienterne, og vi arbejder relationelt. Den rette behandling i psykiatrien kan se ud på mange måder og afhænger af det enkelte menneske.  

​At arbejde med mennesker med svære skæbner kan være hårdt. Derfor har vi fokus på sparring i hverdagen, og du får løbende supervision. ​Du står ikke alene med opgaverne – for i psykiatrien hjælper vi hinanden. I psykiatrien er samarbejde en afgørende nøglefaktor i hverdagen. Alle medarbejdere udgør en vigtig brik i det fælles puslespil, som til sammen skaber den gode behandling. 

"Får jeg hjælp til at udvikle mig​ fagligt?" 

Ja, og endda fra din allerførste arbejdsdag. Sammen med andre nyansatte bliver du på forskellige workshops introduceret til psykiatrien, vores visioner og emnerne recovery, tryghed og nedbringelse af tvang, arbejdsmiljø og kompetenceudvikling. Herefter følger vi dig gennem vores obligatoriske kurser, hvor du bliver klædt på til at møde de udfordringer, din nye hverdag måtte byde på.

Du får også en mentor, som støtter dig igennem din første tid, og sammen med din leder sammensætter I et introduktions- og kompetenceudviklingsforløb, der passer til dit erfaringsniveau.

"​Hvordan bliver jeg klædt på til jobbet?" 

Du lærer om kommunikation, refleksion over egne handlinger og du tilegner dig en masse viden og ydbygger dine faglige og personlige kompetencer. Når du bliver ansat i Region Hovedstadens Psykiatri, bliver du automatisk tilmeldt en række obligatoriske kurser afhængig af din uddannelsesbaggrund. ​

Udover kurser i tekniske færdigheder – fx anvendelse af Sundhedsplatformen – bliver du som sundhedsfaglig medarbejder fulgt godt på vej gennem bl.a. sygdomslære, terapeutiske og kognitive metoder, etiske diskussioner, samtaletræning og samarbejde med pårørende. ​

  • Du kommer fx på kursus i "Forebyggelse og håndtering af konflikter", hvor du med udgangspunkt i bl.a. Low Arousal, Safewards og neuropædagogikken lærer, hvordan du nedtrapper eller undgår konflikter. Du vil i undervisningen reflektere over egen praksis gennem eksempler fra hverdagen holdt op imod den nyeste viden om psykiatri og de lovmæssige rammer. Derudover bliver du trænet i fysiske metoder, for at skabe tryghed for dig, dine kollegaer og patienterne i hverdagen.​
  • Arbejder du i et af vores afsnit eller ambulatorier, skal du også på kursus i de mest grundlæggende metoder inden for kognitiv miljøterapi. Her bliver du fortrolig med den struktur, som miljøterapien tilbyder, og som sammen med den sokratiske dialog og de kognitive metoder danner grundlag for et ligeværdigt samarbejde mellem patienter og medarbejdere. Måske har du også hørt om "hold-ud færdigheder" og "den validerende tilgang"? Det kommer du i hvert fald til at høre mere om i undervisningen "KAT miljøterapi".

Redaktør