Sådan kan din arbejdsdag se ud
Som psykolog i psykiatrien arbejder du både med udredning, rådgivning og behandling af patienten. Den aktive behandling består typisk af en kombination af medicinsk behandling og samtalebehandling. Her er det din opgave at vurdere patientens behov og samtidig hjælpe patienten med at forstå sig selv midt i svære psykiske problemer og komplekse livssituationer.
Eksempler på dine arbejdsopgaver kan være:
- Udredning.
- Samtalebehandling og psykoedukation med patienten.
- Undervisning og supervision.
Du samarbejder tværfagligt med dine kolleger om at skabe et sammenhængende behandlingsforløb for patienten og om at være synlig og tilgængelig for patienterne.
Som psykolog er dit fokus på forandring. Derfor er du også afhængig af, at patienten er indstillet på, at der skal ske en forandring i deres liv. Målet er ikke altid, at patienten skal blive symptomfri, men at du støtter vedkommende i at skabe et så meningsfuldt liv som muligt.
Du spiller en afgørende rolle i forhold til at give patienten tid til at udtrykke sig og hjælpe med at "oversætte" oplevelser, så de bliver meningsgivende.
Når du ansættes som psykolog i psykiatrien
Din introduktion bliver tilpasset dine erfaringer og kompetencer, så du kommer så godt fra start som muligt. Sammen med din daglige leder og chefpsykolog undersøger I, hvad der kan være relevant for dig og lægger en plan for mulighederne.
Udover de obligatoriske kurser og kurser udbudt af Skolen for Recovery kan du fx med tiden bygge oven på dine faglige kompetencer med uddannelse inden for:
- Forebyggelse og håndtering af konflikter.
- Selvmordsforebyggelse.
- Psykofarmakologi for psykologer.
- "Present State Examination" til klinisk brug (PSE).
- Diagnostik og psykopatologi (tværregional efteruddannelse).
Dine karrieremuligheder
Som psykolog i psykiatrien kan du gå i mange forskellige retninger. Vi byder på mange subspecialer, og der er rig mulighed for at indgå i forskellige forskningsprojekter og fordybe dig i de områder, du synes er særligt spændende.
Samtidig er der gode muligheder for, at du kan autorisere dig i psykiatrien. Hertil kan du vælge at videreuddanne dig til specialpsykolog eller tage specialistuddannelsen. Begge er fireårige videreuddannelser for autoriserede psykologer, der ønsker at specialisere sig inden for henholdsvis børne- og ungdomspsykiatri eller psykiatri.