Jeg har været i behandling i psykiatrien i ti år og har diagnosen emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, også kaldet borderline. Jeg er et godt sted i dag og lever et velafbalanceret liv, hvor sygdommen ikke er dominerende. Jeg kom igennem gymnasiet på nedsat tid, og det er lykkes mig at holde fast i min fodboldtræning og mit netværk, men det har været en lang rejse. Jeg har været ked af det og skamfuld og haft meget svært ved at acceptere, at jeg fejlede noget psykisk. I lang tid gik jeg alene med det og pressede mig selv til at være mere rask, end jeg var. Jeg har følt mig tryg i psykiatrien og haft gode behandlere, men det er svært for mig at søge hjælp hos folk tæt på. Det er meget sårbart, jeg vil ikke være en byrde. Jeg vil stadig gerne være den, der sætter et smil på alles læber. Jeg kan ikke altid leve op til mine egne standarder. Det er noget, jeg arbejder med i terapien; at det er ok at begå fejl og at være sødere mod mig selv.