Jeg hedder Troels. På mange mader er jeg glad for min sygdom. Jeg ville aldrig have lært så meget, hvis jeg ikke var syg.  Sygdommen har givet mig forståelse og empati. Men jeg forbander den også. Den har virkelig varet hård ved mig. Jeg blev diagnosticeret som 16-ärig, men jeg forstod ikke, had det var. Dengang var jeg aggressiv og paranoid. Jeg så syner og havde en oplevelse af, at nogen ville gøre mig ondt. Jeg var enormt bange. Tænk at være teenager og være så bange og forpint. Jeg vidste jo ikke, at jeg havde en sygdom. Den kom snigende og blev en del af min hverdag og en del af mit liv. Mine symptomer forsvandt, da jeg begyndte i behandling, men uden dem, hvem var jeg så? Det har taget mig mange år at få det bedre. Jeg har lært at række hånden ud og få hjælp. Det er, når du søger hjælp, at du er stærkest som menneske. Når du søger hjælp, kan du begynde at komme videre med dit liv. Jeg er ikke ensom mere, jeg har en sød kæreste og er i gang med at tage en uddannelse inden for kaffe - og jeg tegner og udstiller min kunst.