​​

Behandling i Region Hovedstaden Psykiatri

​Region Hovedstadens Psykiatri behandler patienter med alle former for psykiske lidelser. Voksne patienter over 18 år bliver behandlet i psykiatrien, og børn og unge fra 0-17 år bliver behandlet i børne- og ungdomspsykiatrien.

Behandlingen foregår på vores 9 psykiatriske centre. Ofte er behandlingen ambulant, dvs. uden indlæggelse, og den vil foregå i de psykiatriske ambulatorier på centrene. Indlæggelse af patienter sker på døgnafsnittene på de psykiatriske centre. 

Behandlingen finder som udgangspunkt sted på det psykiatriske center, der er tættest på patientens bolig. Det sker ud fra det grundlæggende princip, at den psykiatriske behandling skal gribe mindst muligt ind i patientens integritet og dagligliv.

Psykiatrien

Behandlingen af psykisk sygdom er baseret på forskning og udvikling af medicinske og psykologiske behandlingsmetoder, samt andre behandlingsformer.

Behandlingen omfatter en eller flere af følgende behandlingsformer:

  • Medicinsk behandling af både psykiske og fysisk e symptomer
  • Individuel psyk​oterapi
  • Psykoterapi i gruppe 
  • Miljøterapi (deltagelse i et socialt eller praktisk fællesskab fx på et døgnafsnit) 
  • Psykoedukation (information og undervisning i den konkrete psykiske sygdom)
  • Sociale foranstaltninger, som forbereder patienten på at kunne klare sig i lokalmiljøet efter behandling 
  • Elektrostimulans, ECT (Electro Convulsive Therapy), kan anvendes ved særlige lidelser som fx svære depressioner.

Børne- og Ungdomspsykiatri

Børne- og ungdomspsykiatrien undersøger og behandler børn og unge med alle former for psykiske sygdomme.

De fleste børn og unge bliver behandlet ambulant. Behandlingen foregår ved, at barnet/den unge møder til undersøgelser, behandling eller samtaler i dagtimerne.
Nogle børn og unge vil have behov for indlæggelse.

Behandlingen omfatter en eller flere af følgende behandlingsformer:

  • Individuelle samtaler/legeterapi
  • Familieterapi
  • Gruppeterapi
  • Miljøterapi
  • Medicinsk behandling

Vi tilbyder samtidig rådgivning både til barnet/den unge og familien. Forældre til patienter i børne- og ungdomspsykiatrien spiller en afgørende rolle i behandlingsforløbet og vil blive inddraget i samtaler og terapiforløb.


Behandlingsforløbet er præget af en høj grad af tværfaglighed. Udover forældre bliver pædagoger og lærere også inddraget, ligesom skolepsykologer, sociale myndigheder og praktiserende læger indgår i samarbejdet med Psykiatrien.​

Redaktør