Psykiatrisk sygepleje

Det er vores erfaring at sygeplejerskestuderende har svært ved at forstå, hvad psykiatrisk sygepleje er. I somatikken er der altid et BT og en puls, man kan måle eller andre fysiske observationer, som er mere håndgribelige. I psykiatrien måler man også patientens værdier, men i langt mindre målestok.

Patientens psykiske velbefindende er det primære fokus i psykiatrien. Det betyder at sygeplejersken skal have en solid viden om mental sundhed, viden om psykologiske og sociale aspekter ved det at være menneske samt viden om psykiske sygdomme. Sygeplejefaglige beslutninger og interventioner tages på et fundament af solid faglig viden - et bredt udvalg af teorier og metoder indenfor både humaniora og naturvidenskab.

I psykiatrien kan man ikke tage en blodprøve der viser, hvad patienten fejler. Der er ganske få biomarkører, som kan hjælpe med at vurdere patientens mentale tilstand. Det er kun gennem samvær med patienten, samtaler, observation og forskellige aktiviteter, at man som sygeplejerske kan få et indblik i de tanker og følelser, som fylder. Det kræver oprigtig og ægte interesse for det patienten giver udtryk for, ydmyghed, respekt og tålmodighed at få patientens tillid.

Psykiatrisk sygepleje kan se meget hverdagsagtig ud for den uøvede. Man kan let fejlvurdere situationen, når man er ny og ikke har lært at "afkode" det, der er på spil. Det er vigtigt her at pointere, at bag de hverdagsagtige handlinger, ligger der både viden og faglige intentioner med det formål at afdække patientens udfordringer og hjælpe patienten videre.

Vær tålmodig, nysgerrig og spørgende – så vil du I løbet af din kliniske uddannelsesperiode få mere og mere greb om, hvad psykiatrisk sygepleje er. 

Hvad er psykiatrisk sygepleje?

I psykiatrisk sygepleje er den terapeutiske relation mellem sygeplejerske og patient en fundamental komponent. Dette understøttes af patienter der udtrykker, at kvaliteten af den terapeutiske relation, er den væsentligste faktor i psykiatrisk sygepleje. Uden en relation præget af tillid og åbenhed er der dårlig mulighed for en terapeutisk dialog.

De grundlæggende kvaliteter i en terapeutisk relation er indfølings- og omsorgsevne, en beskyttende og kærlig holdning, menneskelig varme, evne til at vække og genskabe håb, når håbløsheden truer, pålidelighed og forudsigelighed.

En terapeutisk dialog kan opstå, når patienten fortæller om det, der er svært til sygeplejersken, som lytter, fortolker og forstår på en måde, som giver mening for patienten. Her benytter en psykiatrisk sygeplejerske sin faglighed til at kunne identificere karakteristiske symptomer på psykisk lidelse samtidig med, at sygeplejersken skal blive klogere på, hvem patienten er som person, hvordan denne lever sit liv og patientens unikke livshistorie.

Sygeplejerskens opgave er at hjælpe patienten med at bevare håbet, og afhjælpe følelsen af håbløshed. Håbet er at tro på, at der kan og vil ske forandringer, der vil føre noget bedre med sig. Patientens håb og ønsker er således vigtige og nødvendige forudsætninger for, at man i fællesskab kan blive enige om sygeplejens mål og retning.

Jan Kåre Hummelvoll, norsk professor i psykiatrisk sygepleje definerer psykiatrisk sygepleje ud fra et humanistisk ståsted og som følger:

  • "Psykiatrisk sygepleje er en planlagt, omsorgsgivende psykoterapeutisk virksomhed, der tager sigte på at styrke patientens egenomsorg og derigennem løse/reducere hans sundhedsproblem

  • Gennem et samarbejdende og forpligtigende fællesskab forsøger man at hjælpe patienten til selvrespekt og til at finde egne holdbare livsværdier

  • Når patienten ikke selv er i stand til at udtrykke egne behov og ønsker, virker sygeplejersken som omsorgsgiver og som patientens talsmand

  • Ud over det individuelle niveau har sygeplejersken et medansvar for, at individet får et liv i et tilfredsstillende socialt fællesskab.

  • På det samfundsmæssige niveau er sygeplejersken forpligtet til at påpege og påvirke forhold, som skaber sundhedsproblemer" (Hummelvoll, "Helt - ikke stykkevis og delt", Hans Reitzels forlag 2013, s. 48).

Målet med sygeplejen

Målet med sygeplejen er både at hjælpe patienten med at forbedre sine mestrings- og problemløsningsstrategier i forhold til de indre udfordringer der opleves i kraft af lidelsen, fx symptomerne på sygdommen, men også i forhold til at mestre udefrakommende udfordringer, der enten er en konsekvens af lidelsen eller andre omstændigheder, det være sig fx relationelle, socioøkonomiske og eksistentielle problematikker.

Sygeplejerske-patientfællesskabet

  • Det terapeutiske forhold, der dannes som følge af patientens behov for hjælp og sygeplejerskens svar på det. Denne alliance er baseret på et fællesskab, der har til hensigt at give patienten større selvindsigt og bedre situationsforståelse. Fællesskabet har baggrund i et eksistentielt grundsyn, hvor der lægges vægt på mødet mellem to personer, fremfor rollerne. 

  • Gennem fællesskabet kan patienten opnå at blive i stand til at bearbejde og løse sit sundhedsproblem, eller at lære at leve med det. Fællesskabet fordrer, at sygeplejersken kan skifte mellem nærhed og afstand, støtte og udfordring. Hummelvoll, "Helt - ikke stykkevis og delt", Hans Reitzels forlag 2013, s. 41).

Udviklingen af dette fællesskab kan beskrives i fire faser:

1. Forberedelsesfasen
  • Såvel sygeplejerske som patient forbereder sig til mødet. Sygeplejersken gennemgår de oplysninger der allerede foreligger og planlægger de praktiske forhold ift. det første møde og rammerne herfor. I mødet med patienten er det vigtig, at sygeplejersken lægger den indhentede viden - sin forforståelse til side, og forbereder sig på at møde patienten med en åben og fordomsfri holdning.
2. Orienteringsfasen
  • "Hvad er der sket med patienten?" - hvad er gået forud for indlæggelsen? Den første samtale er afgørende for det videre samarbejde. Sygeplejersken møder patienten med en åben og accepterende holdning, og spørger til patientens tidligere erfaringer, oplevelser og hvad der er sket i patientens liv. Hvad er det patienten ønsker hjælp til.  Målet er at få overblik over patientens situation, som den opleves, at få kortlagt patientens problemer, ressourcer, tidligere måder at løse problemer på og ønskede mål.
3. Arbejdsfasen
  • Sygeplejerske og patient arbejder i fællesskab på at øge patientens indsigt i sin situation, bl.a. ved at tale om patientens tidligere forsøg på at mestre sin situation og patientens nuværende og fremtidige ønsker for sit liv. At kunne tale om sine behov og vanskeligheder med en god lytter, giver patienten mulighed for at forstå sig selv bedre.

  • Det handler om forståelse for og erkendelse af problemerne og hvilken virkning de har haft på patientens adfærd og selvopfattelse. Afdækning af muligheder og ressourcer, hvordan patienten tidligere har forsøgt at løse problemerne og hvordan tilværelsen kan arrangeres for at opnå større tilfredshed i det daglige
4. Afslutningsfasen
  • Erfaringer fra samarbejdet opsummeres, ex. hvad der er nået i forhold til patientens mål.

  • Relationen nedtrappes/afsluttes og sygeplejersken støtter patienten i at nye relationer iværksættes.

Recovery

I de senere år har begrebet ‘recovery’ fået en afgørende plads indenfor psykiatrisk sygepleje. At være sygeplejerske i behandlingspsykiatrien indebærer, at man arbejder ud fra en recovery-orienteret tilgang i samarbejde med patienterne.

Den gennemgående forståelse af en ‘recovery’- orienteret tilgang er, at det er muligt at komme sig helt eller delvist efter en sindslidelse. Udgangspunktet er patientens egen oplevelse og tilgangen fokuserer på håb, meningsfuldhed og selvbestemmelse. Sygeplejersken er med til at bære troen på, at der er håb og at det er muligt at få det bedre.

‘At komme sig’ sker bl.a. i kraft af patientens egen aktive indsats, idet et recovery-forløb bygger på̊ autonomi og har fokus på en individuel og personlig forandringsproces. Processen henviser til en stræben imod at skabe sig et værdifuldt og meningsfuldt liv selv med de begrænsninger, der kan følge af sindslidelse. Det betyder, at de involverede parter sætter sig ud over tanken om helbredelse som eneste mål.

Recovery beskrives alt efter interessesammenhæng og perspektiv som en proces snarere end en metode eller intervention. Recovery kan derfor ikke tilbydes som en sygeplejefaglig intervention, men betragtes i stedet, som en proces sygeplejersken støtter patienten i. Oftest rummer recoveryprocessen både frem- og tilbagegang, og her har sygeplejersken en særlig vigtig rolle i forhold til at bevare håbet. Også når patienten ikke selv kan finde det.

Recovery udgør et modsvar til tidligere fremherskende tanker om, at psykiske lidelser var kroniske, idet man ikke længere blot fokuserer på symptomfrihed, men i stedet for på̊ muligheden for at komme sig delvist - hvor symptomerne fortsat kan være tilstede, men hvor lidelsen træder i baggrunden og patientens ressourcer og liv er i fokus[1] . Som sygeplejerskestuderende vil du ude i praksis stadig kunne opleve opgørelsen med den mere traditionelle medicinske tilgang kontra den recoveryorienterede tilgang udspille sig blandt sygeplejerskerne.

At arbejde recoveryorienteret som sygeplejerske er også at arbejde individorienteret. I psykiatrien er der derfor ikke en entydig løsning, fordi hver enkelt patients recoveryproces vil være forskellig fra hinanden. Det gør psykiatrisk sygepleje til et meget komplekst speciale, og derfor kan det være svært for mange studerende i starten af et klinikforløb at gennemskue, hvad psykiatrisk sygepleje egentlig er.

 

Recovery mentor

Om ½ år har Region Hovedstadens Psykiatri 100 recovery-mentorer ansat – mennesker som har eller har haft en psykisk sygdom. Hvilken forskel gør recovery-mentorerne for de indlagte patienter?

Læs det her


Du kan her se to film om recoveryarbejdet




Redaktør