Cannabis-projektet 2017 - 2020

Dobbeltdiagnose problemer - den samtidige forekomst af en psykisk lidelse og brug af rusmidler - bliver betragtet som komplekse og multifaktorielle. Dobbeltdiagnoser udfordrer teoretisk set simple forklaringsmodeller og i klinisk praksis udfordres behandlingssystemer, som har udviklet sig mhp. at håndtere enkelt-lidelser. Dette projekt undersøger - med afsæt i systemteori og økologisk psykologi - om en re-evaluering af grundantagelser indenfor feltet kan åbne ny veje for konstruktive tiltag. 

Billedet fungerer som en metafor for, hvordan forandring foregår i et dynamisk samspil mellem genstand og miljø. Kuglen kan - alt efter hvilke påvirkninger, den bliver udsat for - bevæge sig mange forskellige steder hen i landskabet. Men sandsynligheden taler for, at den tager nogle veje frem for andre. Hvilke veje, der byder sig til, afhænger også af, hvilken rute kuglen hidtil har taget. Oprindeligt er billedet lavet som eksempel på celle-differentiation indenfor embryologi, men det kan lige så vel fungere som metafor for individers udvikling i et socialt landskab.

Cannabisprojektet - et bruger-inddragende systemisk perspektiv på cannabis-brug og dobbeltdiagnose

Cannabisprojektet er et forskningsprojekt i Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser. Projektet løber fra starten af 2017 til og med 2019. Forskningsprojektets formål er at:

  • Undersøge forklaringsmodeller for problematisk rusmiddelbrug blandt psykiatriske patienter/mennesker med psykosesårbarhed ved hjælp af en gennemgang af forskningen.

  • Indsamle empiri om de psykosociale processer, som har betydning for enten øget, stabilt eller mindsket forbrug af cannabis hos mennesker som har oplevet psykoser (ved brug af kvalitative interviews og med hjælp fra informanterne).

  • At udvikle en netværks-inspireret model, der kan hjælpe til at forstå, hvordan cannabis-brug ændrer sig over tid.

Projektet taler ind i en sammenhæng, hvor personer i målgruppen både får støtte og oplever krav fra flere forskellige offentlige instanser, samtidig med at de ofte også har en hverdag præget af sociale, økonomiske og andre problemer. Der eksisterer i dag meget lidt viden om, hvordan disse mange forskelliger kontekster fungerer i samspil. 

Hensigten er at undersøge, om en vej til bedre behandling handler mere om at forstå komplekse sammenhænge og koordinere dem bedre, end det handler om at opfinde helt nye behandlingsformer. 

Projektet er er baseret på Psykiatrisk Center Sct. Hans og er støttet af Helsefonden.
Redaktør