Konklusionerne er fra en artikel publiceret i American Journal of Psychiatry.
Jeffrey Vittengl, fra Truman State University, i Kirksville, Missouri, og kollegaer identificerede 16 randomiserede kliniske undersøgelser med i alt 1.700 patienter.
Undersøgelserne havde alle sammenlignet kognitiv adfærdsterapi med antidepressiv medicin (og i nogle af dem også med placebo) til behandling af unipolar depression.
Patienterne blev i nuværende undersøgelse kategoriseret i fem grupper: (1) forværring, defineret ved en stigning på mindst 1 ved Hamiltonscore (HAM-D) eller Beck Depression Inventory (BDI); (2) utvivlsom forværring (stigning på mindst 8 henholdsvis 9 på skalaerne); (3) ekstrem nonresponse (score på mindst 21 hhv. 31 efter behandlingsperioden); (4) markant bedring (reduktion på mindst 95% på skalaerne i behandlingsperioden); og (5) usædvanlig god respons (score på 0 på skalaerne efter behandlingsperioden).
Forfatterne fandt, at andelen af patienter med markant bedring var højere hos dem, der fik medicinsk behandling (8% vs. 5%), men dog kun i behandlerens (HAM-D) vurdering, ikke efter patienternes egen opfattelse (BDI).
Patienterne i medicinsk behandling havde også færre ugunstige effektmål end dem, der fik placebo (16% vs. 25%).
Forskerne fandt også, at behandlingsophør skete hyppigere ved medicinsk behandling i forhold til kognitiv terapi (19% vs. 12%).
Forfatterne fandt ingen forskelle grupperne imellem på andelen af patienter, der oplevede forværring eller utvivlsom forværring (ca. 5-7%), ekstrem nonresponse (4-5%) og usædvanlig god respons (4-5%).
"Psykoterapi kan, ligesom farmakoterapi, medføre forværring hos nogle patienter", skriver Barney Vaughan, fra Mount Sinai Beth Israel, i New York, i en ledsagende leder.
Han overvejer derfor, hvorvidt man rutinemæssigt bør fortælle patienterne om den forventede virkning samt risiko for bivirkninger eller manglende respons forbundet med psykoterapi, inden behandlingen starter - i lighed med farmakologisk behandling.