​​

Behandling af insulinresistens lindrer depression ved bipolar lidelse

​Sværhedsgraden af behandlingsresistent depression ved bipolar lidelse reduceres ved adjuverende behandling med metformin. Effekten indtræder efter seks uger og varer mindst 26 uger.

Konklusionerne stammer fra en dobbeltblindet, placebokontrolleret randomiseret undersøgelse publiceret i Journal of Clinical Psychiatry.

Ifølge førsteforfatteren Cynthia Calkin, fra Dalhousie University i Halifax, Canada, har halvdelen af patienterne med bipolar affektiv lidelse enten diabetes (22%) eller insulinresistens (32%).

"Vores og andres arbejde tyder på, at insulinresistens og diabetes fører t​il en ændring af et episodisk og recidiverende sygdomsforløb til et sværere og mere kronisk forløb, præget af især behandlingsresistent depression", skriver forfatteren.

I studiet blev der rekrutteret 45 patienter med bipolar affektiv lidelse type I eller type II samt behandlingsresistent depression. Alle havde enten insulinresistens eller diabetes.

De var i gennemsnit 48 år gamle, med et gennemsnitligt BMI på 36.

De blev randomiseret til enten metformin (op til 2.000 mg dagligt) eller placebo i 26 uger.

Ud af de 20 deltagere, som fik metformin, oplevede halvdelen en metabolisk effekt, således at de ikke længere havde insulinresistens (derudover oplevede en deltager i placebogruppen også remission af insulinresistens).

Disse patienter, som ikke længere havde insulinresistens, oplevede en signifikant større reduktion i sværhedsgraden af depressionen i forhold til dem, der ikke oplevede bedring af insulinresistens (både i metformin-gruppen og i placebogruppen).

Den signifikante større lindring af depressionen kunne ses allerede efter seks uger, og varede i hele behandlingsperioden (fald i Montgomery–Åsberg Depression Rating Scale, MADRS, fra 29 til 16 vs. fald i MADRS fra 28 til 23).​

Derudover var der signifikant flere deltagere blandt dem uden insulinresistens, som oplevede en reduktion på mindst 30% i MADRS (defineret som respons til behandling) i forhold til dem, der fortsat havde insulinresistens (82% vs. 39%).

En mulig forklaring på metformins effekt på depression er, ifølge forfatterne, at en kronisk perifært øget insulinkoncentration nedregulerer insulinreceptorer i blod-hjerne-barrieren, og at dette kan reducere insulinmængden i hjernen, hvilket kan medvirke til en kronisk inflammatorisk virkning og i sidste ende sygdomsprogression.

Forfatterne konkluderer, at behandlingen af insulinresistens kan være en del af behandlingen af kronisk depression hos patienter med bipolar lidelse. De påpeger dog, at resultaterne bør bekræftes i andre undersøgelser.


Redaktør