Konklusionen er fra en systematisk litteraturgennemgang og metaanalyse publiceret i American Journal of Psychiatry.
Ifølge Joe Kossowsky, fra University of Basel, i Schweiz, er separationsangst en af de hyppigst diagnosticerede angstlidelser hos børn. Den manifesterer sig ved en overdreven og uhensigtsmæssig frygt for at blive adskilt fra vigtige tilknytningspersoner.
Forfatterne identificerede 25 prospektive og retrospektive studier, der sammenlignede børn med og uden separationsangst og deres risici for senere i teenageårene eller i voksenlivet at udvikle en ny psykisk lidelse – panikangst, depression, angst eller stofmisbrug.
Studierne omfattede i alt 14.855 personer.
I forhold til børn uden separationsangst, havde børn med separationsangst en tre gange større risiko for at lide af panikangst senere i livet (odds ratio: 3,45; CI: 2,37-5,03).
Generelt havde børn med separationsangst en to gange større risiko for en angstlidelse senere i livet i forhold til kontrolbørnene.
Forskerne fandt ingen signifikant association mellem separationsangst og depression senere i livet.
Der var heller ikke nogen signifikant association med risikoen for misbrug senere i livet, men denne analyse var baseret på få studier.
Forfatterne peger på, at associationen ikke er ensbetydende med en årsagssammenhæng. ”Det er muligt, at separationsangst i barndommen og paniklidelserne er forårsaget af en fælles underliggende sårbarhed”, skriver de.
Men de konkluderer, at uanset tilfældet kan separationsangst hindre udviklingen af barnets evner til at tackle angst og stærke følelser, begge vigtige for en sund udvikling.
Ifølge forfatterne kan separationsangst behandles med målrettet forældre-barn kognitiv terapi.