Konklusionerne stammer fra en gennemgang af litteraturen og en metaanalyse publiceret i
Translation Psychiatry. Ifølge førsteforfatteren Dominika Karaszewska, fra University of Amsterdam, responder cirka 20% af personer med anoreksi ikke på vanlig behandling.
DBS, hvor patienterne får implanteret elektroder, der stimulerer bestemte hjerneområder, er ifølge hende en etableret behandling ved en række tilstande, herunder Parkinsons sygdom, epilepsi og OCD.
Man blev ved et tilfælde opmærksom på muligheden for behandling med DBS ved anoreksi, idet man så en effekt på anoreksi-symptomer hos patienter, der fik DBS mod andre tilstande, som samtidig også havde anoreksi.
I nuværende studie identificerede forskerne 4 undersøgelser, som vurderede effekten af DBS ved behandlingsresistent anoreksi.
Ingen af dem var randomiserede, kontrollerede kliniske undersøgelser.
Undersøgelserne omfattede i alt 56 patienter. Alle på nær en var kvinder. Deres gennemsnitsalder var 30 år, og de havde i gennemsnit haft anoreksi i 13 år.
De fleste patienter (n = 54) havde andre psykiatriske lidelser, især depression (n = 33) og OCD (n = 19). Kun 8 patienter var ikke i psykofarmakologisk behandling.
De fleste deltagere fik elektroden implanteret ved nucleus accumbens (n = 32) og area subcallosa (n = 20).
Opfølgningstiden varierede fra 6 til 24 måneder.
Forskerne fandt, at DBS var associeret med en statistisk signifikant stor effect size på øgning af body mass index (Hedges’s g = 1,13). Kvaliteten af evidensen i dette effektmål blev vurderet som moderat.
DBS blev også forbundet med statistisk signifikant bedre livskvalitet og med lindring af symptomer på andre psykiatriske lidelser.
Den hyppigste bivirkning var forbigående smerter i forbindelse med kirurgien. Der var dog 3 tilfælde af epilepsi og 3 tilfælde af hypomani.
”Resultaterne tyder på, at DBS kan være en effektiv sidste udvej ved behandling af anoreksi”, konkluderer forskerne.