Influenza vaccine hos gravide er ikke associeret med autisme hos barnet

​Et stort epidemiologisk studie viser, at der ikke er nogen associationer mellem vaccination mod influenza under graviditeten og risiko for udvikling af autisme hos barnet, selv hvis vaccinationen sker i det første trimester.

​Konklusionen er fra en artikel publiceret i Annals of Internal Medicine.

Ifølge førsteforfatteren Jonas Ludvigsson, fra Karolinska Institutet i Stockholm, har tidligere studier vist, at graviditet betyder en særlig risiko for, at influenza infektion medfører sværere symptomer hos moren.

"Studier viser [også], at pandemisk influenzainfektion under graviditeten kan øge risikoen for, at kvinden får et dødfødt eller for tidligt født barn", skriver forfatteren.

Forfatteren forklarer, at selvom flere studier har vist, at vaccination mod influenza under graviditeten beskytter både moren og det nyfødte barn, mangler der detaljerede undersøgelser af de mulige langtidsfølger hos barnet.

I studiet indsamlede forskerne data fra registre vedrørende alle fødsler i 7 svenske regioner fra oktober 2009 til september 2010. De identificerede derefter alle mødre, som blev vaccineret mod H1N1 influenza mens de var gravide.

I alt havde 39.726 nyfødte børn været eksponeret for vaccinen inden de blev født (deres mødre blev vaccineret mod influenza under graviditeten). Cirka en tredjedel af dem (13.845) blev eksponeret i løbet af det første trimester, som er en kritisk periode i udviklingen af barnets organer.

Forskerne undersøgte derefter, hvor mange af børnene der i de efterfølgende 7 år fik en autismediagnose.

De fandt, at 1,0% (394) af de børn, som havde været eksponeret for vaccinationen inden fødslen udviklede autisme, mod 1,1% af dem, som ikke blev eksponeret for vaccinationen.

Efter at have taget højde for en række faktorer, som kan påvirke risikoen for autisme, fandt forskerne ingen signifikant association mellem influenzavaccination under graviditeten og risiko for, at barnet får konstateret autisme.

Da forskerne kiggede på risikoen for autisme hos de børn, der blev eksponeret for vaccinationen i det første trimester fandt de heller ikke nogen signifikante associationer.


Redaktør