Kunstig intelligens identificerer eksisterende lægemidler med potentiel anvendelse i psykiatrien

​Et online machine learning software undersøgte og integrerede den samlede tilgængelige litteratur vedrørende en række neuropsykiatriske lidelser og fandt nye korrelationer mellem gener, sygdomme og lægemidler. 

Resultaterne blev publiceret i Translational Psychiatry.

Thomaz Lüscher Dias, fra Federal University of Minas Gerais, Belo Horizonte, Brasilien, og kollegaer anvendte IBMs machine learning program, kaldet Watson, en online text-mining applikation, til at gennemgå al publiceret litteratur fra de sidste 50 år og identificere associationer mellem en række neuropsykiatriske sygdomme og lægemidler eller gener.

Udover vanlige litteraturdatabaser undersøgte forskerne også patentdatabaser.

Softwaren identificerede associationer mellem sygdom og lægemiddel eller sygdom og gen hver gang det fandt to af de søgte termer (lægemiddel, sygdom og gen) i den samme sætning og forbundet ved hjælp af et udsagnsord eller et forholdsord.

Udover neurodegenerative sygdomme (Alzheimers sygdom, demens, Parkinsons sygdom og Huntingtons sygdom) fokuserede forskerne på angst, depression, skizofreni, bipolar sygdom og autisme.

Forskerne fandt 1.588 gener og 722 lægemidler, der var relateret til disse sygdomme.

Associationerne blev organiseret i netværk, som viste at de neurodegenerative sygdomme var en gruppe for sig.

Vedrørende generne identificerede forskerne flere DNA-sekvenser, som i forvejen er associeret med psykiatriske sygdomme, men også potentielt nye gener. For eksempel var nogle gener, som er associeret med depression, også relateret til bl.a. myokardie hypertrofi.

I forhold til lægemidlerne fokuserede forskerne på 63 udvalgte præparater. De fandt for eksempel 2 antistoffer mod CEACAM5 (carcinoembryonic antigen-related cell adhesion molecule 5), som i forvejen er associeret med bipolar lidelse. De identificerede derefter 3 antistoffer, som ikke tidligere har været relateret til bipolar lidelse.

De identificerede også 6 lægemidler, herunder 3 monoklonale antistoffer, som potentielt kan have værdi ved behandling af skizofreni.

Forfatterne konkluderer, at flere af de identificerede lægemidler nu kan undersøges for, om de også kan anvendes ved psykiske sygdomme.


Redaktør