Konklusionerne
stammer fra en artikel publiceret i Psychological Medicine.
Ifølge
førsteforfatteren Sloane Madden, fra The Sydneys Children’s Hospital Network, i
Westmead, Australien, er der få og modstridende forskningsresultater vedrørende
den ideelle længde af indlæggelsestid for denne patientgruppe. Nogle studier
peger på, at indlæggelse indtil vægten har normaliseret sig er vigtig, mens
andre studier tyder på, at indlæggelse ikke er bedre end ambulant
behandling.
I denne undersøgelse blev der rekrutteret 82 unge (alder
mellem 12 og 18 år) med anoreksi. Alle var somatisk ustabile, hvilket var
defineret ved en række kriterier, blandt andet hypotermi og hypotension. Deres
vægt var i gennemsnit cirka 78% af den forventede vægt, justeret for køn, alder
og højde.
Patienterne blev randomiseret til enten en kortere indlæggelse
med henblik på somatisk stabilisering eller længere indlæggelse med henblik på
ikke alene somatisk stabilisering men også vægtstigning til mindst 90% af den
forventede vægt.
Efter indlæggelsen fik patienterne i begge grupper
tilbudt mindst 20 sessioner af manualiseret familiebaseret
terapi.
Indlæggelsestiden var i gennemsnit 22 henholdsvis 37
dage.
Efter et år var der ingen signifikante forskelle på andelen af
patienter, der havde opnået fuld remission: 30% blandt dem, der var indlagt i en
kortere periode og 33% blandt dem, der var indlagt i længere tid.
Modsat
forskernes forventning, havde patienterne i den korte indlæggelsesgruppe ikke
flere ambulante kontakter eller genindlæggelser i året efter den initiale
indlæggelse.
Forfatterne konkluderer, at forlænget indlæggelse ikke alene
er omkostningsfuld, men heller ikke synes at være klinisk overlegen, når
effektiv ambulant behandling er tilgængelig.