Resultaterne blev publiceret i Psychiatric Services.
"Tvunget isolation synes at være hyppigere anvendt, og anvendt i længere perioder, i Holland i forhold til andre lande, mens tvunget medicinering og tvangsfiksering forekommer mindre anvendt", skriver førsteforfatteren Eric Noorthoorn, fra GGnet Geestelijke Gezondheidszorg, Zutphen, Holland.
I 2006 blev det på national basis bestemt, at man bør reducere tvunget isolation med mindst 10% om året. Der blev iværksat mere end 100 projekter på 55 hospitaler, med en finansiering på 35 millioner euros.
Projekterne inkluderede en lang række interventioner, fra ændringer i en bygnings fysiske rammer til brugerinddragelse.
Der blev også oprettet en database til indberetning af tvang. I de første år var indberetning frivilligt, men fra 2012 blev det obligatorisk. I 2006 var der kun 5 hospitaler, der bidrog med data, mens tallet var steget til 66 i 2013.
Der blev registreret fem former for tvang: tvunget isolation (gradueret i forskellige isolationsniveauer), fiksering/fastholdelse, tvunget medicinering, tvunget hydrering eller ernæring samt "andre".
Forskerne undersøgte i første omgang antallet af tvangsisolationshændelser i forhold til antallet af indlæggelser. De undersøgte også varigheden af tvangshændelser samt antallet af andre tvangsforanstaltninger.
I 2008 var andelen af patienter, der fik ordineret tvangsisolation på 12%, mens andelen var faldet til 7% i 2013. Dette svarer til en årlig reduktion på 9% på landsplan.
Tallene blev analyseret mere detaljeret i en gruppe på 25 centre. Her fandt forskerne et lidt anderledes billede: antallet af hændelser af både tvunget isolation og tvangsfiksering/fastholdelse forblev konstant gennem årene, men varigheden af tvunget isolation faldt med 40% (til 9 timer). Til gengæld steg antallet af tvunget medicinering med 81%.
Ifølge forfatterne peger de overordnede resultater på, at en type tvang erstattes med en anden.