Konklusionen stammer fra en artikel publiceret i tidsskriftet Pain.
Ifølge førsteforfatteren Walter Magerl, fra Ruprecht Karls-University Heidelberg, i Manheim, Tyskland, er den selvskadende adfærd meget karakteristisk hos personer med borderline personlighedsforstyrrelse.
”De fleste patienter påstår, at deres selvskadende adfærd ikke er smertefuld”, skriver han.
For at vurdere denne påstand, undersøgte han og kollegaer patienternes reaktion på en række kontrollerede smertestimuli.
I studiet blev der rekrutteret 22 indlagte patienter med borderline personlighedsforstyrrelse og 22 kontrolpersoner.
De fleste patienter var kvinder (15) og de var i gennemsnit 29 år gamle.
I det ene forsøg blev patienterne udsat for mekaniske smertestimuli (med en slags priktest) i underarmene. Intensiteten af smertestimuli i testene var stigende.
I det andet forsøg blev patienternes reaktion på kemiske smertestimuli vurderet. De fik injiceret capsaicin under huden, også i underarmene, og smertefornemmelsen blev efterfølgende vurderet hvert tiende sekund. Capsaicin, der findes i chiliplanter, provokerer en stærk sviende fornemmelse.
I forhold til kontrolpersonerne, havde borderlinepatienterne en næsten tre gange højere smertetærskel for de mekaniske stimuli. Smertefornemmelsen var også 28% lavere.
Borderlinepatienterne oplevede også de kemiske smerter på en mildere måde. Intensiteten blev vurderet som 38% mindre i forhold til kontrolpersonerne, og smerterne aftog hurtigere (49 vs. 76 sekunder).
”Disse forskelle på smerteopfattelsen var som regel tilstede hos de kvindelige, men ikke de mandlige patienter”, noterer forskerne.
Der var også en klar relation til den selvskadende adfærd, således at jo nyere den sidste selvskadende handling var, jo mindre smerte oplevede patienterne.
Endvidere fandt forskerne, at oplevelsen af, at smerte er ubehageligt, var mindre hos borderlinepatienterne i forhold til kontrolpersonerne.
Ifølge forskerne, kan denne svækkede oplevelse af smerter være en følge af den selvskadende adfærd.