​Konklusionerne er fra en artikel publiceret i Journal of Clinical Psychiatry.​​​​

Ifølge førsteforfatteren Gagan Fervaha, fra Centre for Addiction and Mental Health, i Toronto, Canada, anvender man i stigende grad patienternes selvrapportering om symptomer som vigtigt klinisk effektmål.​​

En af de mest anvendte skalaer til vurdering af sygdomssværhedsgrad er Clinical Global Impression-Severity of Illness (CGI-S)-skala. Både patienter og klinikere kan anvende denne skala. ​​

For at undersøge forskelle i patienternes og klinikernes vurderinger på CGI-S, analyserede forfatterne data fra en stor klinisk undersøgelse, hvis resultater allerede er publiceret – Clinical Antipsychotic Trials of Intervention Effectiveness (CATIE).​​

Forskerne analyserede data fra 1.010 patienter, som havde fået foretaget både patientens og klinikerens CGI-S. I begge udgaver er CGI-S baseret på en skala fra 1 (”normal, slet ikke syg”) til 7 (”meget svært syg”).​

Forskerne medtog endvidere en række andre vurderinger, blandt andet Positive and Negative Syndrome Scale (PANSS), Calgary Depression Scale for Schizophrenia, Quality of Life Scale. Kognition, insight (indsigt i egen sygdom) samt bivirkninger blev også vurderet. ​​

Der var en signifikant, men dog noget begrænset, overensstemmelse mellem de to vurderinger – altså patienternes og klinikernes CGI-S. ​​​

Ifølge forfatterne, peger dette fund på, at de to vurderinger ikke kan erstatte hinanden.​​

Cirka en tredjedel af patienterne vurderede deres sygdomssværhedsgrad med mere end et points forskel i forhold til klinikerne. Disse patienter havde også dårligere klinisk insight end de øvrige patienter.​

Forskerne fandt også, at de patienter, der havde bedre klinisk insight vurderede deres sygdom som sværere end dem, der havde ringere klinisk insight. ​​

Men selv blandt de patienter, der havde god klinisk insight fandt forskerne, at de overordnede resultater var signifikante – det vil sige, at der fortsat var forskel på patienternes og klinikernes vurderinger.​

Klinikernes vurderinger var især påvirket af positive psykotiske symptomer, mens de depressive symptomer var den stærkeste prædiktor for CGI-S vurderinger hos patienterne. Negative symptomer og funktionsniveauet var også vigtige i klinikernes vurderinger (men ikke i patienternes).​

”Dette er vigtigt for behandlingen af negative symptomer”, skriver forfatterne. Ifølge dem, er det muligt, at patienterne ikke genkender eller ikke søger behandling for disse symptomer.
​