Psykisk sygdom associeres med øget risiko for somatiske lidelser

​De fleste psykiatriske diagnoser er associeret med en øget risiko for efterfølgende at udvikle en somatisk sygdom. Der er dog enkelte psykiatriske diagnoser, der er associeret med en lavere risiko for specifikke somatiske lidelser.

​Konklusionerne er fra en artikel publiceret i New England Journal of Medicine.

Førsteforfatteren Natalie Momen, fra Center for Registerforskning, Aarhus Universitet, og kollegaer analyserede data vedrørende 5,9 millioner mennesker, som er blevet født i Danmark mellem 1900 og 2015.

De indsamlede sundhedsrelaterede data om disse personer i perioden 2000 til 2016, fra registre om udstedte recepter, diagnoser relateret til dødsårsag samt diagnoser, som blev stillet ved indlæggelser og ved ambulante kontakter.

De psykiske sygdomme blev klassificeret i 10 grupper, som er baseret på de 10 kapitler i International Classification of Diseases, 10th Revision (ICD-).

Kriterierne for udvælgelse og gruppering af somatiske lidelser er baseret på tidligere forskning på området. Der blev fokuseret på 31 lidelser i 9 grupper: cirkulatoriske, endokrinologiske, pulmonale, gastrointestinale, urogenitale, muskuloskeletale, hæmatologiske og neurologiske tilstande.

I alt havde næsten 12% af personerne (n = 698.874) fået konstateret en psykiatrisk lidelse. I forhold til personerne uden psykiatrisk lidelse havde de en næsten 40% højere risiko (hazard ratio: 1,37) for at have en somatisk sygdom.

Der var dog relativt store forskelle. Den højeste risiko forskerne identificerede var i associationen mellem spiseforstyrrelser og urogenitale diagnoser; de personer, der havde en spiseforstyrrelse, havde mere end en tredobling af risikoen for at få konstateret en urogenital tilstand (hazard ratio: 3,62).

Forskerne fandt også en række psykiske lidelser, der var associeret med en lavere risiko for somatisk komorbiditet. Den laveste risiko var hos personer med en organisk psykisk lidelse, som fik associeret en næsten 20% lavere risiko for cancersygdomme i forhold til kontrolgruppen.

Personer med skizofreni havde også en lavere risiko for muskuloskeletale diagnoser. Dette er foreneligt, ifølge forfatterne, med tidligere resultater, der havde vist, at personer med skizofreni har en lavere risiko for at udvikle reumatoid artritis. 


Redaktør