Psykoterapi mod depression er mest effektivt med to sessioner om ugen

​Både kognitiv adfærdsterapi og interpersonel terapi virker hurtigere når de gives to gange om ugen i stedet for en gang om ugen, med i alt 16 sessioner. Derudover er den mere intensive terapiform associeret med færre depressive symptomer efter seks måneder. 

​Konklusionen er fra en artikel publiceret i British Journal of Psychiatry.

Ifølge førsteforfatteren Sanne Bruijniks, fra Vrije Universiteit Amsterdam, har en metaanalyse tidligere vist, at antallet af psykoterapisessioner per uge mod depression, men ikke hverken antallet af sessioner i alt eller varigheden af det psykoterapeutiske forløb, var associeret med det ønskede resultat.

"Men der findes ingen randomiserede undersøgelser, der vurderer effekten af hyppighed af psykoterapisessioner ved depression", skriver forfatteren.

I nuværende studie rekrutterede forskerne 200 patienter med depression fra 9 centre. De var i gennemsnit 38 år gamle, de fleste var kvinder (62%) og de havde en depressionsscore målt ved hjælp af Beck Depression Inventory-II (BDI-II) på 35, hvilket svarer til en depression af svær grad. De fleste (68%) var i arbejde.

Deltagerne blev derefter randomiseret til en af 4 grupper: kognitiv terapi 2 gange om ugen, kognitiv terapi 1 gang om ugen, interpersonel terapi 2 gange om ugen og interpersonel terapi 1 gang om ugen. Alle fik tilbudt 16 sessioner. Derefter fik alle tilbudt 4 sessioner med 2 ugers interval. Andelen af deltagerne, der fik antidepressiv medicin varierede grupperne imellem fra 22 til 32%.

Det primære effektmål var depressive symptomer ved BDI-II efter seks måneder. Derudover vurderede forskerne en række andre parametre, herunder respons (fald på mindst 9 points på BDI-II) og remission (score på 9 eller mindre).

I perioden oplevede patienterne i alle grupper en bedring af depressionen, således at gennemsnittet faldt fra en score mellem 34 og 36 (afhængigt af gruppen) til en score mellem 20 og 24 (svarende til moderat depression).

De deltagere der fik to sessioner om ugen oplevede en signifikant større reduktion i symptomer (forskel på 4 points) i forhold til dem, der kun fik en session om ugen. Derudover opnåede de respons hurtigere end dem, der fik terapi en gang om ugen.

Forskerne konkluderer, at psykoterapi to gange om ugen fører til hurtigere respons og bedre resultater.


Redaktør