Psykoterapi mod depression synes mindre effektivt hos børn og unge end hos voksne

​Den første metaanalyse, der sammenlignede effektiviteten af psykoterapi mod depression på tværs af aldersgrupper, viser, at behandlingen er virksom uanset alderen. Men børn og unge synes at profitere mindre end voksne patienter.

Konklusionen er fra en artikel publiceret i JAMA Psychiatry.

Ifølge førsteforfatteren Pim Cuijpers, fra Vrije Universiteit i Amsterdam, er det vigtigt at afdække, hvordan behandlingerne virker på tværs af aldersgrupperne, så klinikerne kan vælge den mest effektive intervention.

I studiet identificerede forskerne 366 randomiserede undersøgelser med i alt 36.702 deltagere. Alle undersøgelserne sammenlignede en psykoterapeutisk intervention med en kontrolintervention, og langt de fleste vurderede effekten af kognitiv terapi.

I forhold til aldersgrupperne omfattede 3,6% af undersøgelserne børn (op til 13 år gamle); 6,6% teenagere (13-18 år); 5,2% yngre voksne (18-24 år); 66,1% voksne (24-55 år); 15,8% ældre voksne (55-75 år); og 2,7% personer på 75 år eller derover.

Overordnet fandt forskerne, at i forhold til at reducere depressive symptomer har psykoterapi en moderat effect size (Hedge's g = 0,75; 95% CI 0,67-0,82).

Hos børn og unge var effect size på 0,35 henholdsvis 0,55 - signifikant lavere end hos voksne i aldersgruppen 24-55 år (0,77), hvilket igen var signifikant lavere end hos yngre voksne (0,98).

Forskerne påpeger dog, at resultaterne ikke bør betragtes som endelige, på grund af den lave kvalitet i mange af undersøgelserne.

"Kun 29% af studierne opfyldte alle kvalitetskriterier", skriver de.

Derudover vurderede forskerne, at resultaterne er påvirkede af risikoen for publikationsbias (hvor undersøgelser, der viser, at psykoterapi er ineffektivt, ikke publiceres). Når de tager højde for denne risiko, reduceres den overordnede effect size fra 0,75 til 0,43.

De konkluderer, at på trods af begrænsningerne er effect size ved psykoterapi mod depression mindre hos børn end hos voksne, og sandsynligvis også mindre hos teenagere.


Redaktør