Resultaterne blev publiceret i Schizophrenia Research.
Ifølge forfatteren Virginia Stauffer, fra firmaet Eli Lilly, i Indianapolis, USA, har tidligere sygdomsforløbsanalyser været begrænset til 12 ugers opfølgning.
”Vores analyse er den største af dem, der inkluderer de fleste af de oftest anvendte atypiske antipsykotika [...] og den varede 24 uger”, skriver hun.
I studiet blev der inkluderet 1.990 patienter med kronisk skizofreni fra seks randomiserede og dobbeltblindede undersøgelser, der sammenlignede olanzapin med andre antipsykotika (risperidon, aripiprazol, ziprasidon, quetiapin og haloperidol).
Selv om patienterne fra de forskellige studier udgjorde en heterogen patientgruppe, kunne forskerne inddele dem i fem homogene undergrupper:
1. Dramatisk respons: hos 2,4% af patienterne. De var svært syge og havde en hurtig og vedvarende bedring efter tre uger (Positive and Negative Syndrome Scale [PANSS] reduktion på 51%);
2. Partiel respons: den største gruppe, med 90,6% af deltagerne. Sygdomssværhedsgraden var moderat, og symptomreduktionen var beskeden (21% på PANSS) efter fire uger og ingen yderligere bedring;
3. Partiel respons, ikke vedvarende (sen forværring): 1,6% af patienterne. De var middelsvært syge, der var beskeden symptomreduktion – og forværring efter 12 uger;
4. Partiel respons, ikke vedvarende (tidlig forværring): 1,4% af patienterne. De var middelsvært syge, der var beskeden symptomreduktion – og forværring efter otte uger;
5. Forsinket respons: 4,1%. De var middelsvært til svært syge, der var minimal bedring efter otte uger (11% på PANSS), men klar bedring (49% på PANSS) derefter.
De to grupper med en tydelig forværring af symptomerne (gruppe 3 og 4) var oftest behandlet med quetiapin eller risperidon og sjældnest behandlet med olanzapin og aripiprazol. Disse patienter var også ældre end de øvrige.
Behandlingssvigt skete oftest i gruppe 3 og 4 (71-72%) samt i gruppe 5 (67%); raterne var signifikant lavere i gruppe 1 og 2 (46-47%).
Resultaterne kan have klinisk betydning, ifølge forfatterne, idet en tidlig identificering af responstype og sygdomsforløb vil kunne minimere eksponeringen for ineffektive behandlinger.