​​

Sen udvikling af PTSD forudgås oftest af subkliniske symptomer

​Når PTSD opstår flere måneder eller år efter den traumatiske hændelse, har patienten alligevel haft nogle af, men ikke alle, de nødvendige symptomer for at få stillet diagnosen. Sent opstået PTSD uden disse forudgående sy​mptomer er sjælden. 

Konklusionerne er fra en artikel publiceret i Acta Psychiatrica Scandinavica.

Ifølge de gældende diagnosekriterier skal sygdommen opstå senest 6 måneder efter den traumatiske hændelse. Men ifølge førsteforfatteren Jens Peter Ellekilde Bonde, fra Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, har tidligere forskningsresultater vist, at 20 til 30% af PTSD-tilfældene opstår mere end 6 måneder efter den traumatiske hændelse.

"Sent opstået PTSD […] kan forstås enten som en forsinkelse på, hvornår de allerførste symptomer på sygdommen opstår, eller som en forsinkelse på hvornår alle de diagnostiske kriterier er opfyldt", skriver forfatteren. Sidstnævnte synes at være den dominerende forståelse blandt specialisterne.

Ifølge forfatterne gælder det, at jo længere tid der er gået fra udsættelsen for en traumatisk hændelse, jo mere usikkert bliver det, hvorvidt en eventuel PTSD er forårsaget af selve hændelsen. Men hvis der har været subkliniske symptomer siden hændelsen, bliver årsagssammenhængen mellem hændelsen og PTSD-diagnosen mere plausibel.

For at afklare, hvorvidt sent opstået PTSD er forudgået af subkliniske symptomer identificerede forskerne 34 artikler, som prospektivt vurderede symptomudviklingen i forhold til PTSD.

De fleste artikler (n = 21) havde mindst 3.000 deltagere. Artiklerne omfattede militærpersonale (20 artikler), fagpersonale (såsom politibetjente og brandmænd; 5 artikler) og civilbefolkningen (17 artikler). Opfølgningstiden var mere end 10 år i 29% af artiklerne.

I de anvendelige data fandt forskerne, at når der er tale om sent opstået PTSD er der oftest nogle PTSD-symptomer, men dog ikke nok til diagnosen i det første år efter den traumatiske hændelse.

Forskerne påpeger, at resultaterne ikke udelukker, at få personer kan udvikle sent opstået PTSD uden forudgående symptomer. Men de konkluderer, at sent opstået PTSD uden disse forudgående symptomer er sjælden.


Redaktør