​​

Skizofreni associeres med nedsat aflæsning af ansigtsudtryk i perifært synsfelt

​I forhold til personer uden skizofreni, har patienter med skizofreni sværere ved at tolke sociale situationer, der kræver indsamling af flere oplysninger samtidigt. Dette er associeret med, at de ikke retter deres blik så ofte mod andres ansigter, hvis disse personer ikke befinder sig centralt i patienternes synsfelt. 

Konklusionen stammer fra en artikel publiceret i Psychological Medicine.

Ifølge førsteforfatteren Gaurav Patel, fra Columbia University i New York, medvirker nedsat social kognition væsentligt til en reduktion i funktionsniveauet hos personer med skizofreni.

"En god perception kræver, at en person med øjnene scanner en kompleks, dynamisk social situation og leder efter ændrede ansigtsudtryk, som kan være relevante for at kunne forstå situationen", skriver forfatteren.

I studiet rekrutterede forskerne 39 personer med skizofreni og 27 personer uden skizofreni.

Alle blev testet med The Awareness of Social Inference Test (TASIT), som vurderer social kognition ved hjælp af videoklip af diverse situationer. I disse videoklip deltager 2-3 skuespillere, hvor hovedpersonen enten lyver eller er sarkastisk. Man kan udlede, at hovedpersonen lyver ved at sammenligne det, hovedpersonen siger med de øvrige oplysninger i videoen. Man kan udlede, at hovedpersonen er sarkastisk ved at sammenligne personens ansigtsudtryk og prosodi med det, der bliver sagt.

Derudover blev deltagernes øjenbevægelser monitoreret, så forskerne kunne følge med i, hvor deltagernes fokus på videoklippene var.

Som forventet klarede deltagerne med skizofreni sig signifikant dårligere i forhold til at svare korrekt på spørgsmålene i TASIT-testen vedrørende videoklippene med sarkasme sammenlignet med personerne uden skizofreni.

Derudover fandt forskerne, at personerne med skizofreni kiggede mindre på de ansigter i videoklippene, som kontrolpersonerne kiggede på. De var også mindre opmærksomme på og kiggede mindre på de ansigter, der befandt sig i periferien af synsfeltet. 

Resultaterne "tyder på, at personer med skizofreni ikke kan se visse ting [i disse situationer], som personerne uden skizofreni spontant synes at vurdere som vigtige, nemlig ansigter", skriver forfatterne.


Redaktør