​​

Sovepiller under graviditeten er ikke associeret med misdannelser

Benzodiazepinlignende midler, såsom zopiclon og zolpidem, i graviditetens første trimester, er ikke associeret med øget risiko for misdannelser hos barnet. Der er dog en øget risiko for tidlig fødsel, lav fødselsvægt og for et lille foster i forhold til gestationsalder. 

Konklusionerne er fra en systematisk gennemgang af litteraturen og en metaanalyse, publiceret i Acta Psychiatrica Scandinavica.
 
Ifølge førsteforfatteren Sophie Grigoriadis, fra University of Toronto, Canada, er der en generel opfattelse af, at sovemedicin såsom zopiclon og zolpidem, har en bedre bivirkningsprofil i forhold til almindelige benzodiazepiner, og deres anvendelse hos gravide kvinder synes at være stigende, herunder i Danmark.
 
Forfatterne identificerede syv undersøgelser, der vurderede effekten af disse præparater på graviditeten og den nyfødte.
 
Undersøgelserne omfattede i alt cirka 6.000 nyfødte, som havde været eksponerede for et af disse midler før fødslen, og cirka 3,3 millioner graviditeter eller nyfødte, som ikke havde været eksponerede.
 
Der var ingen statistisk signifikante associationer mellem eksponering for et af disse midler under graviditetens første trimester og risikoen for medfødte misdannelser (odds ratio: 0,87; 95% CI: 0,56-1,36).
 
På den anden side var risikoen for tidlig fødsel højere end hos dem, der ikke blev eksponeret for disse midler (odds ratio: 1,49), ligesom risikoen for lav fødselsvægt (odds ratio: 1,51) og for et lille foster i forhold til gestationsalder (small for gestational age; odds ratio: 1,34).
 
Forfatterne vurderer, at selvom disse resultater med øget risiko for tidlig fødsel, lav fødselsvægt og lille foster i forhold til gestationsalder er statistisk signifikante, er deres kliniske betydning tvivlsom.
 
De konkluderer, at når der er indikation for et af disse midler hos en gravid, kan man sammen med patienten træffe en beslutning efter nøje vurdering af risici og effekt.​


Redaktør