Konklusionen er fra en prospektiv opfølgningsundersøgelse publiceret i Psychological Medicine.
Ifølge førsteforfatteren Alice Burnett, fra Royal Women's Hospital i Melbourne, Australien, har tidligere forskningsresultater peget på, at voksne som er født meget før termin (EP; extremely preterm, under 28 uger i gestationsalder) eller med meget lav fødselsvægt (ELBW; extremely low birthweight; under 1.000 g) har øget risiko for psykiske problemer i voksenalderen.
"Men undersøgelserne er fra kohorter med lave overlevelsesrater", skriver forfatteren. "EP/ELBWs overlevelsesrater er mere end fordoblet i 1990erne i forhold til før 1990".
I studiet indsamlede forskerne data fra 297 konsekutive børn, der blev født med EP/ELBW mellem 1991 og 1992, samt fra 260 kontrolpersoner. Der blev indsamlet en stor mængde data vedrørende demografiske, kliniske og parakliniske forhold.
Da deltagerne var 25 år gamle, indsamlede forskerne data for psykiske symptomer og diagnoser vedrørende ADHD, angst og depression, ved hjælp af kendte og validerede spørgeskemaer.
Deltagerne, som var blevet født for tidligt eller med lav fødselsvægt, havde ikke signifikant øget risiko eller prævalens for hverken ADHD (7% vs. 5% i kontrolgruppen), angst (32% hhv. 27%), affektive lidelser (38% hhv. 35%) eller misbrug (12% vs. 14%).
Forskerne fandt heller ikke nogen forskelle i udviklingen af disse lidelser i den periode, hvor deltagerne var 18 til 25 år gamle.
De konkluderer, at resultaterne er opmuntrende og indikerer, at meget lav fødselsvægt og meget tidlig fødsel ikke er en stor risikofaktor i forhold til psykiske lidelser i voksenalderen.