Konklusionen er fra en randomiseret, dobbeltblindet og placebokontrollet undersøgelse med i alt 418 deltagere.
Resultaterne blev publiceret i JAMA Psychiatry.
Binge-eating disorder, som er en anerkendt diagnose i Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM-5), karakteriseres ved episoder med overspisninger (men uden uhensigtsmæssig kompensatorisk adfærd, såsom fremprovokerede opkastninger, som det ses ved bulimi).
Lisdexamfetamin, et psykostimulerende præparat, er i Danmark godkendt til behandling af ADHD. I USA er præparatet godkendt til behandling af binge-eating disorder.
I studiet blev der rekrutteret 418 personer med moderat til svær binge-eating disorder. De fleste var kvinder (87%) og overvægtige (over halvdelen havde BMI over 30). De havde i gennemsnit cirka 5 overspisningsepisoder om ugen.
Initialt fik alle behandling med lisdexamfetamin (50 eller 70 mg dagligt) i 12 uger.
I perioden responderede 275 patienter (66%) på behandlingen (maksimalt 1 overspisningsepisode om ugen i 4 sammenhængende uger). Disse patienter blev derefter randomiseret til enten uændret behandling med lisdexamfetamin eller placebo i 24 uger.
I perioden oplevede 4% af patienterne i lisdexamfetamin-gruppen et tilbagefald af binge-eating disorder (mindst 2 overspisningsepisoder om ugen i 2 sammenhængende uger), signifikant færre end de 32% i placebo-gruppen. Risikoen (estimeret hazard) for tilbagefald var 11 gange lavere end i kontrolgruppen.
Lisdexamfetamin var forbundet med flere bivirkninger, de fleste af let til moderat intensitet (blandt andet mundtørhed og øvre luftvejsinfektioner).
Studiet blev finansieret af præparatets producent.