Konklusionen stammer fra en artikel publiceret i American Journal of Psychiatry.
 
Ifølge førsteforfatteren Lauren Lebois, fra McLean Hospital i Belmont, Massachusetts, er derealisation en beskyttende psykologisk mekanisme, hvor oplevelsen af, at være mindre forbundet til omgivelserne kan medføre en distancering fra den traumatiske oplevelse.
 
”Det […] kan hjælpe personen til at klare en oplevelse af overvældende trussel i forbindelse med et traume”, skriver forfatteren.
 
I nuværende studie, det største prospektive opfølgningsstudie om emnet, undersøgte forskerne, hvorvidt persisterende derealisation, i modsætning til kortvarig derealisation, i de første to uger efter en traumatisk hændelse, er associeret med sværhedsgrad af senere PTSD-symptomer og med ændringer i hjernen.
 
Forskerne rekrutterede 1.464 personer, som blev behandlet på 22 skadestuer i USA efter en traumatisk hændelse. De var i gennemsnit 35 år gamle, og de fleste havde været udsat for trafikuheld (n = 1.138) eller overfald (n = 139) indenfor de forudgående 3 døgn.
 
Persisterende derealisation blev vurderet ved hjælp af en forkortet udgave af spørgeskemaet Brief Dissociative Experiences Scale. En undergruppe af deltagerne (n = 145) fik også foretaget MR-scanninger.
 
To uger efter hændelsen havde lidt over halvdelen af deltagerne oplevet persisterende derealisation (55% af de 1.464 og 50% af de 145).
 
De patienter, der havde oplevet persisterende derealisation, havde øget neurologisk aktivitet i den ventromediale præfrontale cortex ved MR-undersøgelsen.
 
Forskerne fandt også, at neurologiske markører og persisterende derealisation er forbundet med fremtidige sværere PTSD-symptomer efter tre måneder, selv efter de tog højde for en række andre faktorer som kunne påvirke PTSD-symptomerne.
 
”Resultaterne peger på, at persisterende derealisation er en tidlig psykologisk og biologisk markør for senere sværere PTSD-symptomer”, konkluderer forskerne.