Vitamin D tilskud forebygger ikke depression

​En omfattende randomiseret undersøgelse med over 18.000 deltagere viser, at vitamin D tilskud ikke er effektivt til at reducere risikoen for depression eller klinisk relevante depressive symptomer hos voksne. 

Konklusionen er fra en artikel publiceret i JAMA (Journal of the American Medical Association).

Ifølge førsteforfatteren Olivia Okereke, fra Massachusetts General Hospital i Boston, USA, har tidligere undersøgelser vist, at en lav koncentration af vitamin D i blodet er associeret med øget risiko for depression.

Forfatterne skriver, at 13 randomiserede undersøgelser har vurderet effekten af vitamin D tilskud på depression eller depressive symptomer hos voksne eller ældre mennesker, og at kun en af undersøgelserne viste positive resultater.

Men kun fire af dem undersøgte doseringer på mindst 800 IU dagligt af vitamin D3, og undersøgelserne inkluderede personer med høj risiko for depression eller for lav koncentration af vitamin D.

"Ingen studier har hidtil været tilstrækkeligt store til at undersøge effekten af vitamin D tilskud til forebyggelse af depression [i den brede befolkning]", skriver forfatteren.

I nuværende undersøgelse, som er en del af et større studie, hvor man også undersøgte forebyggende indsats mod kræft og kardiovaskulære sygdomme, rekrutterede forskerne 18.353 deltagere.

Deres gennemsnitlige alder var 68 år, og 49% var kvinder. Ingen havde depression ved studiestart.

De fleste havde aldrig fået konstateret en depression, mens 9% havde haft en behandlingskrævende depression tidligere (dog ikke i de 2 forudgående år, hvilket var en forudsætning for at kunne deltage i studiet).

De blev randomiseret til at modtage vitamin D3 (2.000 IU dagligt) eller placebo. Deltagernes depressive symptomer blev vurderet flere gange årligt.

Efter 5 års intervention havde forskerne data fra over 90% af deltagerne. De fandt ingen signifikante forskelle i risiko for depression eller i kliniske relevante depressive symptomer grupperne imellem, uanset om der var tale om førstegangsdepression eller tilbagefald af en tidligere depression.

"Vores resultater understøtter ikke anvendelse af vitamin D3 til forebyggelse af depression", konkluderer forskerne.


Redaktør