​​​​​​​

En dag, jeg al­drig glem­mer: "Det er så meningsfuldt at være en af dem, der gjorde en forskel"

​Sygeplejerske Lone Ek Hansen glemmer aldrig den dag, hvor hun sagde farvel til en ung kvinde med personlighedsforstyrrelsen borderline efter halvandet års samtaler. For hende er det meningsfuldt at være med til at hjælpe mennesker med en personlighedsforstyrrelse til at få det liv, de ønsker.​

​​Hvad driver medarbejderne i psykiatrien? For sygeplejerske Lone Ek Hansen er det meningsfuldt at hjælpe mennesker med en personlighedsforstyrrelse til at forstå og håndtere deres følelser, så de kan leve det liv, de ønsker. Foto: Ulrik Jantzen/büro Jantzen

"I dag har jeg sagt farvel til en livfuld, farverig og skøn kvinde, der er midt i 20'erne. Vi har haft mere end 40 samtaler over det seneste halvandet år, og hun har virkelig gjort indtryk på mig. Jeg tror, det handler om kemi - hendes humor og mod. Hun har været modig, og det har gjort mig modig.

Første gang jeg så hende, var hun lidt en hård negl. Hun sad med korslagte arme og udstrålede: 'Hvad kan du gøre for mig?' Hun har personlighedsforstyrrelsen borderline og havde dårlige erfaringer med behandlere og terapeuter og følte ikke, at hun 'opførte sig ordentligt' i det system. Men hun havde hørt høj latter inde fra mit kontor, og det tror jeg tiltalte hende. Hun har meget humor ligesom jeg selv.​


​​Kortet, som Lone Ek Hansen fik af en ung kvinde efter deres sidste samtale.

Hun har hele livet haft svært ved at tro på sig selv og afslutte ting. Har altid fået at vide, at hun fylder for meget, taler for meget og er kommet i konflikt med andre, fordi hun oplever tingene emotionelt og meget sort-hvidt: Enten elsker hun folk eller hader dem. Så vi lagde en plan for, hvad hun gerne vil opnå. Hendes mål var blandt andet at blive mere selvstændig og mindre opfarende over for andre og ikke hænge sig i småting.

Mens hun har gået her, er hun startet på en uddannelse og er blevet mere fleksibel og mindre dømmende, over for andre. Hun er stærk, klog og kreativ og får masser succeser, når hun lader andre komme tæt på.  Den person, jeg sagde farvel til i dag, larmer mindre og er blevet mere fri. Hun har forstået, at følelser ikke behøver være buldrende for at være ægte, selv om det i starten måske kan føles lidt tomt.

Hun havde købt en buket blomster og skrevet et fint kort. Hun græd som pisket, for man kommer jo tæt på hinanden over så lang tid. Jeg har nok været den mest stabile person i hendes liv i den periode, og jeg tror, hun synes, jeg har været meget trofast. Jeg har ikke glemt hende.

Det er så meningsfuldt at hjælpe mennesker på vej og være en af dem, der gjorde en forskel for dem lige i denne her periode og kunne tilbyde nogle kommunikative redskaber, der kunne bruges.

Jeg er hver dag vidne til mennesker med stor lidelse, men også mennesker, der er kraftfulde, utålmodige, følsomme og livfulde. Og ja, de kan fylde, men mest som små gaver, jeg gemmer i mit hjerte. Jeg har aldrig prøvet, at der var nogen af mine patienter, jeg ikke virkelig holdt af.  

Det er et krævende og udfordrende arbejde at bevare roen i sig selv og samtidig skabe en tryg og tillidsfuld stemning i et terapeutisk rum med mange spændinger og mistro. Men det er også så fint, da det fra det ene øjeblik kan svinge mellem gråd og tænders gnidsel til underfundige, skøre, skægge og festlige samtaler. Jeg befinder mig godt lige dér.

​Sygeplejerske Lone Ek Hansen​​​

​​

  • Arbejder på et psykoterapeutisk ambulatorium for mennesker med personlighedsforstyrrelser, primært borderline.

  • Har været ansat siden 2006 med en afstikker til det private på i fire måneder. Har undervejs uddannet sig inden for forskellige psykoterapeutiske metoder.

  • Privat: Har mand og to voksne børn. Dyrker meget sport, særligt løb, og løfter jern i træningscentret på arbejdet. Ivrig læser og med i en litteraturklub. Holder meget af blomster og har en stor lidenskab for musik, gerne den hårde slags, elsker at synge og arrangere sangaftener. ​



Redaktør