​​​​​​​​​​​

En dag, jeg aldrig glemmer: ”Efter sådan et netværksmøde tænker jeg: ’Yes, vi gjorde det’”

​Overlæge Kristine Eimose Waagstein er gladest for sit arbejde på et lukket sengeafsnit, når hun er med til at samle de vigtigste mennesker i patientens liv og give håndslag på, hvilken retning, de skal gå - sammen. Som for nylig, hvor et netværksmøde var med til at give ro på hos en patient, der følte sig presset af jobcentret.

Overlæge Kristine Eimose Waagstein oplever allermest arbejdsglæde, når det lykkes at samle de vigtigste mennesker i patientens liv til et netværksmøde og lægge en fælles plan for fremtiden. Så kan der næsten skabes magi, siger hun.

Foto: Ulrik Jantzen/Büro Jantzen​

​​​"Vi kendte ham ikke. Han var ca. 30 år og havde ellers klaret sig selv med eget hus og fuldtidsarbejde. Han var blevet forladt af kæresten og nu sygemeldt med svær depression. Han kunne ikke overskue at købe ind, lave mad eller få struktur på hverdagen og havde tabt sig meget.

Det stressede ham, at arbejdspladsen hele tiden kontaktede ham med spørgsmål om, hvornår han kom tilbage. Det udløste et sammensurium af katastrofetanker, og fremtiden virkede som et uoverstigeligt bjerg af krav, han ikke kunne indfri: Ville Jobcentret stoppe sygedagpengene? Ville han miste hus og bil? Det virkede håbløst, og hans selvmordstanker blussede op igen og igen.

Derfor indkaldte jeg til netværksmøde. Vores patienter er ofte så syge, at vi også arbejder med virkeligheden omkring dem, så de ikke kommer ud til uvished og de samme belastninger, som da de blev indlagt. Fx en fyldt e-Boks, regninger, et kaotisk hjem eller medicin, der ikke bliver taget.

Netværksmøder er noget af det, der giver allermest mening i mit arbejde. Her på Bornholm er det lettere, fordi vi er på fornavn med fx sagsbehandleren fra jobcentret eller kommunen og nærmest kan kigge over til hinanden til daglig. Udover patienten, pårørende og overlægen kan der også være fx bostøtter, misbrugskonsulent, sagsbehandler eller nogle fra det ambulante team med til sådan et møde.

Det er nærmest magisk, når man får mange af dem, der tager beslutningerne, samlet omkring det samme bord og arbejder i samme retning. At de møder de mennesker ansigt til ansigt, hvis fremtid de er med til at afgøre.

Patienterne er ofte nervøse før et netværksmøde, fordi der er så meget på spil. Derfor taler vi helst grundigt om, hvad der er vigtigt at få sagt, hvad vi nok ikke skal sige, og finder ud af, hvilken retning vi skal gå. Og så går vi sammen.

Til det her møde havde jeg inviteret konsulenten fra jobcentret, der heldigvis forstod, hvad patienten havde brug for, og hvilket pres, lovgivningen om sygedagpenge gav ham. Hun sagde: "Tag det roligt", og gav ham muligheden for at vælge, hvor meget, han ville inddrages og kontaktes, mens han var indlagt. Hun fortalte, at han først ville blive indkaldt til samtale fem måneder senere, hvor de ville se på mulighederne for arbejde, fleksjob eller andet.

Den besked var en kæmpe lettelse for ham. Man kunne næsten se skuldrene sænke sig. På mødet fik han sat ansigt på 'systemet' og den store usikkerhed, han havde haft, blev afmonteret. Efter mødet kom han hurtigt over på et åbent afsnit og skal snart udskrives. Han har fået en bostøtte, der hjælper med at få struktur på dagen, og han får også et ambulant tilbud to-tre gange om ugen i starten.

Efter sådan et møde tænker jeg 'yes, vi gjorde det', for man kan aldrig forudsige, hvad netværksmøder vil bringe. Og præcis derfor er de så vigtige.​

Overlæge Kristine Eimose Waagstein 


  • ​​​​Er blandt andet overlæge på et lukket sengeafsnit med fem sengepladser. 

  • Gift med en bornholmer, har tre børn og flyttede fra København til Rønne for fire år siden.​​

Redaktør