|
"Jeg husker tydeligt, at solen skinnede. Vi satte os ud i bilen, skruede op for musikken og stoppede ved McDonalds og købte det sædvanlige: Chicken nuggets og en burger til hver.
Han var en mand i 30'erne, der var meget syg med skizofreni, og han hørte stemmer, faktisk konstant. Som ung var han udsat for overgreb, og hans verden var meget psykotisk. Han havde opfundet sit eget sprog, som han kommunikerede med, og var meget lukket om sig selv.
Jeg arbejdede dengang i retspsykiatrien og var ikke hans kontaktperson, men nogle gange opstår der et særligt bånd og en god kemi, så det var tit mig, der kørte ham til for eksempel specialtandlæge. Så skruede vi op for arabisk musik på Spotify og lavede vores egen særlige playliste. Når han rakte hænderne i vejret og smilede, var mit indtryk, at han var ekstremt glad for de ture.
En dag kørte vi ned til Avedøre Havn. Han har været letmatros på en coaster i sin ungdom, så det var det, jeg greb lidt fat i – skal du ikke ned og opleve stranden?
Vi spiste burgerne i bilen, mens vi så på bådene, der lå og vuggede i solen.
Jeg husker det her billede af, at han går ud på molen og stiller sig helt ude på spidsen. Det var tydeligt, at han havde brug for at være sig selv, så jeg trak mig lidt. Der var stille, og jeg kunne mærke, at det var et øjeblik, der betød noget.
Da han havde stået lidt, vendte han sig om og sagde: "Nu hører jeg ikke stemmerne".
Sådan et øjeblik er det hele værd, og jeg samler på dem. Jeg tror aldrig, jeg har set nogen være så psykotisk som ham, og han havde et øjeblik, hvor han ikke var psykotisk, men havde en fantastisk oplevelse med at kigge ud over havet med solen og bådene.
Vi har haft flere ture til vandet. I dag bor han på et botilbud, og jeg har ikke set ham i flere år. Jeg er sikker på, at hvis jeg spurgte ham, om vi skulle tage ud at køre, så sad han ude i bilen før mig. |
|