2,7 mio.kr. til industriuafhængig forskning i antidepressiv medicin

DUAG (Danish University Antidepressant Group) har modtaget 2.682.106 mio kr. fra Det Frie Forskningsråd. Professor Per Bech, Region Hovedstadens Psykiatri, modtager pengene på vegne af DUAG.

Danish University Antidepressant Group (DUAG) undersøger effekten af nye antidepressive midler på patienter med så svære former for depression, at anvendelse af placebo-tabletter er blevet fundet uetisk. ​​

Den igangværende undersøgelse, DUAG-7, vurderer effekten af et nyt antidepressivt præparat (escitalopram) overfor et af de klassiske antidepressiva (nortriptylin) med henblik på at forhindre tilbagefald de første måneder efter elektrostimulationsbehandling (ECT), hvor risiko for tilbagefald til depression uden medicinsk vedligeholdelse er meget stor, omkring 65%.​

Midlerne fra Det Frie Forskningsråd vil blive brugt til medikamentanalyser på Odense Universitetshospital, til dataindtastning og psykometriske dataanalyser og til aflønning af DUAG-koordinator. ​

Som en selvstændig industri-uafhængig gruppe er DUAG meget taknemmelig for denne støtte.

Hvad er DUAG?

DUAG blev nedsat i 1983 med en styregruppe bestående af professorer fra de forskellige psykiatriske hospitalsafdelinger i Danmark. ​

Den nuværende styregruppe består af professor Per Bech, Region Hovedstadens Psykiatri, (formand), overlæge Rasmus W. Licht, overlæge Jens Knud Larsen og overlæge Klaus Martiny.​

DUAG-7-undersøgelsen ledes af overlæge, ph.d. Klaus Martiny, Region Hovedstadens Psykiatri og Birgit Straasø, Psykiatrisk Center Hillerød, Jens Knud Larsen, Psykiatrisk Center Gentofte, Ellen Margrethe Christensen, Psykiatrisk Center København, Birgitte Bjerg Bendsen, Psykiatrisk Center Frederiksberg, Inger Merete Terp, Psykiatrisk Center Glostrup, Jens Kristoffersen, Odense, Inger Brødsgaard, Horsens, Erik Roj Larsen, Risskov, Dariusz Juchnowicz, Ålborg og Connie T. Nielsen, Esbjerg.
​​​​
Redaktør