​​​​​​​

72-årig sygeplejerske behøver ikke stille vækkeuret, selv om hun stadig arbejder: ”Jeg lever det gode liv”

​Sygeplejerske Elzbieta Kawa søgte over i psykiatrien som 60-årig og har ikke planer om pension, selvom hun er fyldt 72. Hun arbejder 24 timer om ugen i aftenvagt, så hun har tid til at læse, rejse og lade op, og behøver aldrig stille vækkeuret. Det er for hende det gode seniorliv.​

Vent...

​​​Hvordan er din senioraftale skruet sammen?​

- Jeg er trappet ned i tid løbende. Da jeg startede her på afdelingen som 68-årig, var det på 28 timer, og sidste år gik jeg ned på 24 timer. Jeg arbejder i fast aftenvagt fra kl. 15-23, og jeg arbejder onsdag og torsdag den ene uge, og torsdag, fredag, lørdag, søndag den anden uge. Det er indrettet så smart, at den uge, hvor jeg arbejder to dage, har jeg så fri en hel uge efter. Det er helt bevidst, at jeg har valgt at arbejde om aftenen, hvor der er mere roligt i forhold til om dagen, hvor der sker mere med fx gruppeterapi og mange møder med folk udefra. Det vil jeg ikke byde mig selv. Jeg nyder, at jeg ikke behøver at stille vækkeuret, og de rolige morgener er i høj grad med til, at jeg trives så godt. Jeg synes, jeg lever det gode liv.​

Hvordan kom aftalen i stand?

- Jeg har altid selv taget snakken om pension op til vores MUS-samtaler, for jeg er fuldstændig klar over, at jeg bliver ældre, og det skal man kunne tale om. Min afdelingsleder har været meget imødekommende hele vejen, og det har ikke været et problem at få nedsat tid. Det er jo op til mig selv, hvordan jeg ønsker det, så det var bare at sige det højt.  ​

Hvorfor er du ikke gået på pension?

- Arbejdet giver mig så stor glæde, fordi jeg kan mærke, jeg har noget at tilbyde, og patienterne er glade for min måde at være på og råber "Hej Elizabeth", når jeg kommer ind ad døren. Det er den danske udtale af mit polske navn. Jeg er her jo først og fremmest for deres skyld, men også mine kolleger og ledelsen betyder meget. Jeg føler næsten, det er min familie. Man føler sig så inkluderet og godt tilpas, og vi siger tit til hinanden "Hvor har vi det godt". Vi er forskellige, så vi supplerer hinanden godt, og her er en god stemning. Jeg synes, der er så mange negative historier i pressen om psykiatrien, men vores afdeling er en solstrålehistorie, fordi mange af vores patienter kommer videre og får job og egen bolig. Det gør arbejdet ekstra meningsfuldt.​

Hvorfor valgte du at gå ned i tid?

- Fordi det er et krævende arbejde. Om aftenen er vi to medarbejdere til 14 patienter, hvoraf fem er døve, og man skal tænke ekstra over, hvordan man kommunikerer skriftligt og udtrykker sig for at undgå misforståelser. Jeg kunne godt mærke, at nu er jeg en ældre sygeplejerske, og når jeg har muligheden, vil jeg gerne have det godt både fysisk og mentalt.

Hvad laver du, når du ikke arbejder?

- Min mand er på plejehjem, så jeg bor alene, og jeg har to sønner og to børnebørn på 2 og 4 år. Jeg rejser meget – alene – helst til storbyer. Jeg var blandt andet i New York for fem år siden, og i Rom for 2 år siden. Jeg læser god litteratur, abonnerer på Weekendavisen og går i teatret og ser opera og ballet, så jeg keder mig aldrig. Når folk spørger mig, hvornår jeg går på pension, siger jeg: "Jeg går aldrig på pension, jeg går til passion." Og det mener jeg.​

Hvordan er din lange erfaring en fordel i jobbet?

- Mennesker er komplekse og kan fejle en masse forskelligt. Jeg tager det altid stille og roligt. Ingen panik. Det tror jeg hænger sammen med min lange erfaring. Jeg synes, det er en kæmpe styrke, at vi er en personalegruppe med forskellige aldre, hvor nogle er i 20'erne og 50'erne, og nogle er som mig. Nogle af mine yngre kolleger er utrolige hurtige og dygtige til fx SP, så der hjælper de mig, og jeg føler mig fuldt ud respekteret alligevel. Jeg tror, vi kan lære noget af hinanden.

Hvor længe fortsætter du?

- Så længe, jeg har helbredet. Jeg har jo et stort ansvar, blandt andet for medicin, og man skal være god til at læse folks behov og kunne klare sig i SP. Så hvis jeg en dag mister overblikket, og det bliver uoverskueligt, må jeg stoppe. Jeg tager det, som det kommer, men mon ikke tre år mere - til jeg er 75.​​​

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor