750 m2 kreativt fællesskab officielt åbnet for patienter med svær psykisk sygdom

MMA-bestyrelsen og brugerne – også kaldet maskinister – har haft travlt med at indrette de gamle sengestuer til kreative arbejdsrum, hyggelige opholdsrum, køkken, madværksted og ikke mindst et bogapotek – og-toilet. Fredag den 4. september blev MMA Værekstedet officelt indviet.

Vent...



Indvielsen blev markeret med rundvisninger, digtoplæsning, koncerter og festtaler. Hele fejringen blev live-streamet via MMAs facebook-side – du kan se begivenheden via linket.


På billedet herover interviewes forfatter Louise Kristensen, som snart underviser i et online skriveforløb på MMA. 

MMA er for mennesker med svær psykisk sygdom, og stedet drives af brugerne, de såkaldte maskinister, i samarbejde med Psykiatrisk Center Amager, Københavns Kommune og søsterværkstedet MaskineMaskine på Psykiatrisk Center Sct. Hans. Derudover samarbejder MMA i regi af civilsamfundet på Amager. 


 

- Vi har med hjælp fra Region Hovedstadens Psykiatri fået mulighed for at sætte strøm til vores lille maskine, og med det håber vi at blive en katalysator, der kan bidrage med en bred palet af indsigt i, hvad det vil sige at have en såkaldt psykisk sygdom, sagde MMA-formand Søren Dixen i sin åbningstale. Her havde han iklædt sig en maske for at markere, at man ikke bare kan kigge på et menneske, og vide om han eller hun har en psykisk sygdom.


 

Søren Dixen er formand for bestyrelsen i MMA. Han er selv tidligere patient og har arbejdet som recovery-mentor. Derudover bidrager Søren Dixen fast på en del af undervisningsforløbet på sygeplejerskernes specialuddannelse.


- Vi skal etablere og drive et frirum, der udvikler sig løbende og tilbyder meningsfulde liv for maskinisterne, og vi er glade for det samarbejde, som vi fortsætter med Københavns Kommune og Region Hovedstadens Psykiatri. Vi håber, at vi kan være til inspiration for lignende projekter på landsplan, hvor vi bygger bro til region og kommune og gør brug af patienter og bidrager til empowerment, ejerskab og et samarbejde, forklarede Søren Dixen. 

- Den energi, man som maskinist investerer i vores maskine, får man et godt udbytte af både personligt og socialt. Vi er med til at bekæmpe den rastløshed og ensomhed, som mange mennesker med såkaldt svær psykisk sygdom kæmper med, mener Søren Dixen. Han er taknemmelig for Sundhedsstyrelsens satspuljebevilling på 2,6 mio. kr., og for Social- og Psykiatriudvalgets bevilling på 500.000 kroner, som blev givet via Region Hovedstadens Psykiatri til MMA. Det har blandt andet muliggjort ansættelsen af to projektmedarbejdere.

- Der er et utal af tandhjul og mekanismer, der skal falde i hak, når man har med en stor maskine at gøre – og det er lykkedes rigtig godt med MMA, sagde Martin Lund, direktør i Region Hovedstadens Psykiatri. – I har recovery med i alt, hvad I gør, og vi er stolte af at være en del af jeres maskineri.


Martin Lund, direktør for Region Hovedstadens Psykiatri (herover) og centerchef for Psykiatrisk Center Amager, Hallur Thorsteinsson (herunder), holdt festtale ved den officielle indvielse af MMA. 



- De flot udsmykkede gangarealer vidner om, hvor meget tid I allerede har brugt – og dertil kommer alle de mange usynlige timers planlægning af MMA. I har formået at transformere det gamle hospital til noget nyt, men den kreative ånd består, sagde Hallur Thorsteinsson, centerchef for Psykiatrisk Center Amager, i sin festtale. Hallur Thorsteinsson mener, at både hospital og kommune bør bakke om et initiativ som MMA, der har fokus på den enkeltes behov, men i kollektivets ånd.




De gamle sengestuer er transformeret til kreative arbejds- og opholdsrum for maskinisterne. 





Hospitalsgangen er i dag fuld af grafik- og malerværksteder samt virtual reality-oplevelser i VR-rummet. 

     

MMA er med til at give empowerment og styrke de sociale kompetencer hos patienter med svær psykisk sygdom, og selve drivkraften bag det kreative værksted er at skabe et fællesskab og rammer for at kunne udtrykke sig kreativt i samvær med ligesindede. 

     

På MMA ”ordineres” litteratur på et bog-apotek som en del af den personlige recovery-proces. Også på toilettet har litteraturen fundet sin faste plads. 



Om Maskine Maskine Amager

MMA er værested og værksted for svært psykisk syge patienter – en selvejende institution med gensidighedsfællesskab grundlagt på Amager i januar 2019 af Nikolaj Brie Petersen og Søren Dixen. Stedet drives i et tværsektorielt samarbejde med Psykiatrisk Center Amager, Københavns Kommune og søsterværkstedet MaskineMaskine på Psykiatrisk Center Sct. Hans. 

Værekstedet MMA er en selvejende institution med gensidighedsfællesskab grundlagt på Amager i januar 2019 af Nikolaj Brie Petersen og Søren Dixen. Social- og Psykiatriudvalget i Region Hovedstaden har bevilget 500.000 kr. via Region Hovedstadens Psykiatri, mens Sundhedsstyrelsen har bevilget satspuljemidler på 2,6 mio. kr. til MMA. Midlerne har blandt andet muliggjort ansættelsen af to projektmedarbejdere.

Værekstedet MMA er lokalsamfundets rum for patienter, der ønsker at tilbringe tid sammen med kreative interesser som at male, skrive, tegne, læse, sy og at skabe god stemning. MMA tilbyder værkstedsaktiviteter og udgiver nyhedsbreve. MMA driver også et såkaldt bog-apotek og står bag bog- og filmproduktioner.


Den danske kunstner Jais Nielsen (1885-1969) har udsmykket Sankt Elisabeths Hospital med freskomalerier, der beskriver Elisabeth af Thüringens (1207-1231) liv og gerninger.



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor