Børnekurser i psykiatrien: Nu kan patienternes børn mødes igen

​I Region Hovedstadens Psykiatri har børnekurser været på pause under coronapandemien, men nu kan børnene igen møde andre børn, som er pårørende og samtidig lære om, hvad psykisk sygdom er. ​​ 

Vent...


Viden, værktøjer og mødet med andre børn i samme situation

Der er lidt mere afstand mellem stolene og ekstra håndvask, men stadig plads til masser af aktiviteter i psykiatriens genåbnende børnekurser, som blandt andet foregår i PsykInfo – Psykiatriens Informationscenter, der er centralt placeret i København. Her mødtes seks forventningsfulde børn og to kursusledere forleden, og de skal nu være sammen hver tirsdag eftermiddag frem til sommerferien for at lære en masse om psykisk sygdom i øjenhøjde.  

Udover at få viden om, hvad psykisk sygdom er, får man på et børnekursus redskaber til at håndtere hverdagen med psykisk sygdom i familien. Men det er mødet med de andre børn, som er det bedste ved at gå på et børnekursus, fortæller kursuslederne.
 

Helle Malm (tv.), socialrådgiver på PCK og Louise Høgenhaven (th.), sygeplejerske og kommunikationskonsulent i PsykInfo, kører PsykInfos børnekurser. 

 
- Børnene spotter lynhurtigt nogle af de samme oplevelser hos hinanden, og det er en enorm stor lettelse for dem at vide, at de ikke er alene om at have en forælder, som har en psykisk sygdom. Vi ved, at det er med til at fjerne en del af den skyld, som børnene kan komme til at føle, når en forælder er blevet syg, fortæller Louise Høgenhaven, som er en af kursuslederne.  
"Jeg troede, at vi skulle sidde i en rundkreds og snakke, men det her er faktisk sjovt", dreng på 9 år.

Børnene gør sig mange forestillinger og er ofte meget spændte, når de kommer på kurset den første gang. De opdager hurtigt, at det er forældrenes sygdomme og børnenes oplevelser, som er i fokus, og at det ikke på den måde er deres forældre eller søskende, vi taler om. Børnene lærer at sætte ord på deres følelser og oplevelser gennem lege og øvelser, en måde som gør det sjovt, og at børnene kan slappe af og få grinet sammen imellem de lidt sværere emner. 
 

Vi starter hver kursusgang med at sætte ord på vores humør ved hjælp af emojis.

 

Den grønne snor bruges som et barometer, når vi fx skal tale om, hvor meget sygdommen fylder derhjemme, eller når børnene skal svare på spørgsmål og dilemmaer fra andre børn. Kan man fx tage til klassefest, hvis ens mor er bange for at være alene? 

Mere om børnekursus:

  • Tilbyder børn viden om, hvad psykisk sygdom er gennem øvelser, undervisning og leg.
  • Giver mulighed for  at møde andre børn, der står i samme situation, og som har oplevelser, barnet kan genkende.
  • Giver værktøjer til at sætte ord på børnenes tanker og følelser.
  • Er et tilbud til alle børn i alderen 9 til 16 år, hvis forælder eller søskende er eller har været patienter i Region Hovedstadens Psykiatri. 
  • Faciliteres af medarbejdere, som har erfaring fra psykiatrien og som er nøglepersonuddannet (uddannelse med fokus på børn som pårørende i psykiatrien).

Vil du vide mere?

Eller kender du et barn, der kunne have gavn af at deltage i et børnekursus? Du er velkommen til at kontakte os og få mere at vide:


Børnekurser i PsykInfo:

Send en mail til PsykInfo: psykinfo@regionh.dk eller ring på tlf. 3864 1300

 

Børnekurser på Psykiatrisk Center Nordsjælland:

Send en mail til Mie Albrektsen: mie.albrektsen@regionh.dk
Læs mere om børnekurserne her


Børnekurser på Psykiatrisk Center Ballerup:

Send en mail til Eva Tangdal: eva.tangdal@regionh.dk
Læs mere om børnekurserne her

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor