​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​Sygeplejersken Louise og Christine kender hinanden godt fra ECT-klinikken på Rigshospitalet. Her får Christine i dag behandlinger mod sin bipolare lidelse. Som en del af brugerpanelet på Psykiatrisk Center København har hun givet input til, hvad der er vigtigt for at få så god en god oplevelse som muligt, når man får behandling med ECT.​

Bru­ger om ny ECT-kli­nik: Vig­tigt med hjer­te­var­me og så god stem­ning som mu­ligt

Christines personlige erfaringer er blevet brugt, når den nuværende ECT-klinik på Rigshospitalet flytter i nye rammer på Bispebjerg senere på året. For hende er varme og menneskelighed vigtige kodeord, når man får behandling med ECT.

Vent...

Når man kommer for at få behandling med ECT, er det vigtigt, at stemningen er så hjertelig og varm som muligt. 

- Ligesom i dag, hvor personalet fx har skrevet ens navn i et lille hjerte på sengen, siger Christine, der er en del af brugerpanelet på Psykiatrisk Center København.

Hun har givet sine egne erfaringer med ECT-behandling – som hun kalder 'strøm'  - videre til de klinikere, der kommer til at arbejde i den nye ECT-klinik på Bispebjerg, når den flytter i nybyggede rammer på Bispebjerg i slutningen af året.

- Sygeplejerskerne virker som om, de godt kan lide deres arbejde og vil os patienter det godt. Det betyder meget for mig, siger Christine.​​

​Christine fra brugerpanelet på Psykiatrisk Center København får i dag ECT-behandlinger på Rigshospitalet og håber, at den gode stemning i den nuværende ECT-klinik følger med over i det nye. Hun var selv nervøs første gang, og det betyder meget, at rammerne er varme og imødekommende.

Budt velkommen af valmuer

I dag holder ECT-klinikken til i ældre lokaler på Rigshospitalet, hvor mellem 12 og 16 patienter får behandling dagligt. Nogle er indlagt på hospitalet, mens andre tager turen hjemmefra som en fast rutine ligesom Christine, der kommer hver 14. dag.

Hun fremhæver blandt andet det store billede med røde valmuer, der mødte hende og var med til at gøre, at nervøsiteten for behandlingen blev mindre, første gang hun besøgte klinikken.

- Valmuer er en af mine absolutte ynglingsblomster, så det var ret fantastisk at blive mødt med. Og da jeg kom ud på toilettet, hang der det dejligste lille billede fra Grækenland, og min datters far er græker, så .., siger Christine.​



Hun oplever, at hospitaler ofte er indrettet meget sterilt og upersonligt, så hendes råd til det nye byggeri på Bispebjerg er, at man skal huske varmen.

- Både på radiatoren, men også menneskeligt. Som patient skal man mærke, at man er i så trygge hænder som muligt og bliver passet godt på, mens man er der. Lige som i dag, siger hun.

FAKTA: ECT står for Electro Convulsive Therapy, derer en behandling mod bl.a. svær depression, mani og visse former for skizofreni. Behandlingen foregår ved, at der bliver sendt en svag strøm gennem hjernen, der udløser et kontrolleret krampeanfald. Dette øger aktiviteten i en række vigtige systemer i hjernen, som er påvirket af depressionen. ​Man er under fuld bedøvelse, og der er altid mindst en anæstesilæge, en anæstesisygeplejerske og en ECT-sygeplejerske med. Selve behandlingen tager få minutter, og bagefter ligger man på opvågning i ca. en time.

Man kan være nervøs

Louise har været ECT-sygeplejerske på klinikken i tre et halvt år og har fulgt Christine længe, så de kender hinanden godt. Hun er en af de første sygeplejersker, der flytter med, når første etape af byggeriet bliver taget i brug.

Hun fortæller, at hun og hendes kolleger har gjort meget ud af at gøre de nuværende rammer 'hjemlige' - blandt andet med stueplanter, billeder på væggen og bøger.

- Det er vigtigt for os, at det ikke er for klinisk, for behandlingen er ikke nødvendigvis noget, man glæder sig vildt til, forklarer hun.

Særligt i starten kan man være nervøs for eventuelle bivirkninger, og nogen har det svært med at skulle lægges i fuld narkose og slippe kontrollen.

- Derfor er det meget vigtigt for os, at patienterne føler sig ventet og velkommen, når de kommer her. Vi ved, at det er en procedure, der kræver mod, og man er måske nervøs, så vi står med åbne arme og tager imod dem og får en lille snak om, hvad man kan være nervøs for, forklarer Louise.

Vigtigt med brugernes mening

Christines input til den nye ECT-klinik har gjort stort indtryk på Louise.

- Det er meget rørende at høre, hvad der er vigtigt for dig, og hvor meget det betyder, at I kan mærke, at vi godt kan lide vores arbejde og har et godt samarbejde. Det vil vi rigtig gerne tage med ud på Bispebjerg, siger hun.

Det handler blandt andet om at have øje for, hvad den enkelte har brug for, forklarer Louise.

- Vi er her jo for patienternes skyld og prøver at gøre tingene så individuelt som muligt. Nogen skal lige på toilettet først, andre vil gerne have kaffe bagefter. Vi prøver at lytte til jer, og det er med til at gøre arbejdet interessant og varieret.

Det er svært at sætte formel på, hvad der skaber den gode stemning, forklarer Christine, men giver alligevel et eksempel.

- Som når personalet siger "vi skal nok passe rigtig godt på dig", lige før jeg bliver lagt i narkose.

"Jeg mærker hele mig"

Da Christine begyndte at blive syg omkring de 50 år, var det ikke en nem beslutning at prøve ECT. Hun har altid foretrukket alternativ behandling og var betænkelig i starten, men hun gav det et forsøg.

- Før kunne jeg intet, når jeg var i en depressiv periode, det var virkelig frygteligt. Jeg kunne nærmest ikke komme på wc og slet ikke være den mormor for mine børnebørn, jeg gerne vil.

Når hun var i en såkaldt hypomanisk fase – der nærmest betyder 'halvmanisk' - lavede hun til gengæld aftaler fra kl. 8 morgen til 22 aften.

I starten fik hun behandling på begge sider af hovedet (bilateralt, red.), men har siden august 2020 kun fået på den ene side af hovedet (unilateralt, red.) Det har virket så godt for hende, at hun hverken har været indlagt eller fået medicin siden, og hun ville ønske, at hun tidligere var blevet informeret om muligheden for at få den unilaterale behandling.

- Jeg er glad for det. Hver eneste gang, jeg vågner op, har jeg det sådan: "Her ligger jeg". Jeg kan mærke hele mig selv, og det er en god fornemmelse, siger hun.

Mange forestillinger om ECT

Som ECT-sygeplejerske oplever Louise, at der kan være mange myter om behandlingen, ikke mindst på grund af den gamle film 'Gøgereden'.

- Det lyder voldsomt at sætte strøm til hovedet, og vi gør et stort stykke arbejde for at bryde det tabu, der kan være, for det er en behandling, der virker godt på mange.

Christine er glad for, at hun som en del af brugerpanelet forhåbentlig kan være med til at sætte sit fingeraftryk på fremtidens ECT-behandling.

- Hvis jeg på nogen måde kan, vil jeg gerne hjælpe andre, der i perioder har det som mig eller måske endnu dårligere, ved at give mine erfaringer videre, siger hun.​​


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor