Første spadestik til enestuer og akutmodtagelse på Psykiatrisk Center Ballerup

Nye enestuer og en ny akutmodtagelse på Psykiatrisk Center Ballerup. Torsdag blev første spadestik til byggeriet taget.

Mulighed for akut behandling, enestuer og mere plads. Det er hvad regionsrådet i Region Hovedstaden ønsker at tilbyde patienterne på de psykiatriske centre i regionen. Torsdag d. 9. december blev første skridt taget på Psykiatrisk Center Ballerup.

- Patienterne på de psykiatriske centre skal have bedre forhold. Vi ønsker, at alle patienter skal have enestuer, så de i fred og ro kan blive raske. Endvidere skal der være adgang til centrene på alle tidspunkter af døgnet. Og der skal gives hjælp med det samme af et personale, der er særligt kompetente til at behandle patienter med akutte problemstillinger.
Derfor er det selvfølgelig glædeligt, at vi i dag tager første spadestik til en ny akutmodtagelse og nye enestuer her på Psykiatrisk Center Ballerup.
Det er godt at være med ved starten af de helt konkrete tiltag, der skal være med til at flytte udviklingen af psykiatrien i den ønskede retning, siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden Vibeke Storm Rasmussen (S).

Regionsrådet i Region Hovedstaden har i 2009 bevilget en investering på 105 mio. kr. til Psykiatrisk Center Ballerup, så der kan blive etableret enestuer og en ny akutmodtagelse. Der skal opføres en ny bygning i to etager, som indeholder et lukket afsnit med 10 enestuer og en ny akutmodtagelse med 11 sengepladser og tilhørende kontorer, ambulatoriefunktion samt fællesfunktioner. Derudover vil fire eksisterende sengeafsnit blive bygget om til enestuer med eget bad og toilet.

Det nye byggeri på centret betyder, at alle patienter fremover vil kunne tilbydes enestuer. Desuden medfører den nye akutmodtagelse, at den indledende udredningsindsats bliver styrket, og dermed kan antallet af indlæggelser begrænses.

- Det er meget positivt, at vi med byggeriet kan tilbyde patienterne helt tidssvarende forhold i form af enestuer og en akutmodtagelse, der på alle områder lever op til moderne og fremtidssikrede standarder. Det er også vigtigt, at vi på den måde får mulighed for bedre at tilrettelægge behandlingen, så længden af indlæggelsen kan begrænses og patienten dermed hurtigere kan komme tilbage i deres eget miljø, siger psykiatridirektør Martin Lund.

Redaktør