Fornem hæder til udstilling på Psykiatrisk Center Amager

​Udstillingen m/other om moderskabet blev i oktober udstillet i Center for Kunst og Mental Sundheds lokaler på Psykiatrisk Center Amager. Den er nu kåret til årets kuratering af Dagbladet Information.​

Vent...

At en landsdækkende avis uddeler priser til psykiatrien, hører til sjældenhederne. Især når det er for en kunstudstilling. Ikke desto mindre er det lige præcis, hvad der er sket. I Dagbladet Informations tilbageblik på de vigtigste kunstbegivenheder i 2021 er udstillingen m/other blevet kåret som årets kuratering.

Udstillingen, der handlede om moderskabet, blev huset af Center for Kunst og Mental Sundhed i en tidligere sengeafdeling på Psykiatrisk Center Amager i oktober. I begrundelsen for kåringen lyder det blandt andet: "Udstillingen gik fysisk i kødet på emnet og besad samtidig en både intellektuel, poetisk og politisk dimension, der rakte langt ud over mor-barn-dyaden som motiv."

Udstillingen blev kurateret af Ida Bencke fra Laboratoriet for Æstetik og Økologi og Laura Gerdes-Miranda.

- Jeg blev utroligt glad, da jeg hørte om kåringen. Udstillingen var noget af et sats. At sætte en ambitiøs udstilling op udenfor de normale kunstinstitutioner var både spændende og nervepirrende. Der er ikke samme sikkerhedsnet. Så at Information anerkender vores arbejde med at lave en udstilling på et psykiatrisk hospital, er fantastisk. Det er en anerkendelse af, at kunsten kan noget, når vi møder den andre steder, end vi er vant til," fortæller Ida Bencke, der siden udstillingen er blevet ansat som huskurator på Center for Kunst og Mental Sundhed.


Udstillingen m/other blev opsat i et tidligere sengeafsnit på Psykiatrisk Center Amager. Foto: Amanda Bødker

Stolthed og sammenhold

Udstillingen skaber ikke kun stolthed for folkene bag. At udstillingen får en anerkendelse i et landsdækkende medie, giver også anledning til at ranke rykken hos de psykiatribrugere på centeret, der har været med til at arbejde med opsætningen, forklarer overlæge og formand for Foreningen Kunst og Mental Sundhed, Birgit Bundesen.

- Kåringen er med til at skabe noget anerkendelse og positiv interesse omkring centeret og psykiatrien. Mange af de brugere, der har været med til at arbejde med udstillingen kan være stolte og fortælle deres familie og venner, at de har været med til at vinde en pris og ikke bare får behandling. Det betyder meget for dem at få omtale og opmærksomhed for noget positivt. Det skaber også et fællesskab her på centeret, som er vigtigt.

Det bliver bekræftet af Charlie Hanghøj, der er psykiatribruger og var kustodevagt på udstillingen 3-4 gange om ugen.

- Jeg har lagt mange timer i arbejdet som kustode. Så det er rigtig rart at få anerkendt det arbejde og at andre kan se, vores arbejde giver mening. Det er et kæmpe klap på skulderen at få en anerkendelse af så stor en avis.

At udstillingen har gjort en forskel for brugere som Charlie betyder gør indtryk på Ida Bencke.

- Det har været helt vildt spændende at arbejde med de brugere, der er på Center for Kunst og Mental Sundhed. Det har betydet enormt meget for mig, at kustoderne har fortalt, at brugerne har benyttet udstillingen som vente- og hvilerum, fx når de har skullet se, hvordan medicinen virker – eller som refleksionsrum. Det synes jeg næsten er vigtigere, end at andre kunstinteresserede fandt vej til udstillingen, hvilket selvfølgelig også var dejligt.


Udstillingen blev af mange besøgende brugt som et rum for samtale og refleksion. Foto: Amanda Bødker

Ikke "bare" en udstilling

At udstillingen var velbesøgt har dog også været vigtigt for Center for Kunst og Mental Sundheds ambition om at åbne et rum inde i psykiatrien og facilitere nogle samtaler, der kan være med til at afstigmatisere mange af fordommene omkring psykisk sygdom, forklarer Birgit Bundesen.

- Kunstneriske udstillinger giver os en mulighed for at åbne huset op for andre end dem, der kommer her til dagligt. Vi kan vise et mere venligt ansigt af psykiatrien end det farlige, stereotype billede, der lever i mange medier. Det betyder rigtig meget for de mennesker, der er brugere her på centeret, at vi kan åbne huset op og kaste lidt stjernestøv ud over det.

Netop den opgave har udstillingen m/other i høj grad været med til at løfte. Den blev sat op på Psykiatrisk Center Amager fordi rammerne der kunne inddrages i langt højere grad, end hvis den var sat op på et galleri. Ifølge Ida Bencke gav de gamle hospitalsstuer mulighed for at fremkalde og spille på nogle stærke følelser.

- Det var fedt at opleve, hvordan udstillingen faciliterede møder mellem det sundhedsfaglige personale og patienterne. Normalt mødes de måske på kontor eller klinik, hvor fx lægen har en særlig autoritet. Udstillingen skabte rum, hvor de kunne tale sammen på andre vilkår. Anerkendelsen fra Information betyder, at vi kan fortsætte med at eksperimentere i den retning. Det er der store perspektiver i.

Nåede du ikke at besøge udstillingen, kan du læse mere om den her.​​

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor