Glem aldrig at trylle

​PORTRÆT: Psykiatrien har i Julie Midtgaard fået sin første professor i sundhedsfremme og sygepleje. Hun kommer med en stor faglig ballast fra mange års forskning i sundhedsfremme, og kan måske bedst karakteriseres som lidt af en brobygningens professor. Og så har hun et helt særligt forhold til det nærmest magiske i den omsorg, som sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle leverer, og som hendes professorat skal bidrage til at afdække.


Vent...

​Af Ulf Joel Jensen

​Frem fra den nyslåede professor Julie Midtgaards venstre ærmegab titter noget på en gang usædvanligt og meget velkendt: På indersiden af sit håndled har hun nemlig en tatovering af Buster Oregon Mortensens lyseblå tryllehat med gyldne stjerner på. Julie Midtgaard fremstår ellers ikke som den voldsomt tatoverede type, og hun fortæller da også, at tatoveringen er den eneste, hun har – og så meget desto mere betydningsfuld.

Tatoveringen vender vi tilbage til. For noget, der ligeledes springer i øjnene som usædvanligt, er Julie Midtgaards karriereforløb indtil nu: Som 45-årig er hun en ung professor. Og selvom hun i år kan fejre sit 20 års jubilæum som uddannet psykolog, står hun altså over for et job som sygepleje- og sundhedsfaglig professor– i øvrigt karrierens første egentlige jobskifte. Og med det følger også hendes første ansættelse i psykiatrien. Julie Midtgaard er med på, at hendes arbejdsliv indtil nu – og ikke mindst det aktuelle jobskifte fra somatisk til psykiatrisk forskning – adskiller sig fra normen, men selv fokuserer hun på substansen, og så bliver sammenhængen straks tydeligere:

- Jeg har altid været meget optaget af det relationelle – der hvor mennesker interagerer med hinanden. Det er det, vi også kalder den sociale kapital. Altså der hvor ens sociale netværk udgør en ressource på lige fod med uddannelse, penge osv. Den profit eller beskyttelse, man opnår gennem de sociale relationer, man bliver tilbudt at indgå i. Men også modsat, hvis man ekskluderes eller marginaliseres. Det har altid været et hovedfokuspunkt i min forskning – og det kan jeg selvfølgelig trække med ind i psykiatrien. Samtidig er det praksisfagene, altså sygeplejerskerne, fysioterapeuterne, ergoterapeuterne, som har styrken i at danne relationer med patienterne, fortæller hun.

Idræt som brobygger

Konkret har Julie Midtgaard indtil nu siddet på Rigshospitalet, hvor hun har forsket i sundhedsfremmende tiltag – i mange tilfælde i relation til kræftbehandling og rehabilitering. Flere af hendes projekter har været med til at ændre muligheden for og adgang til sundhedsfremme under og efter sygdom, blandt andet ved at bygge bro mellem behandlingssektoren og det frivillige idrætsliv i resten af samfundet.

- Idræt og det fællesskab, som findes i idræt, kan bare noget helt særligt, understreger Julie Midtgaard og fortsætter:

- Tag vores projekt FC Prostata, som fokuserede på ældre mænd med prostatakræft. De lægger ikke fingre imellem, når de forklarer, at de ikke vil sidde i rundkreds og tale om deres sygdom. Men sæt dem sammen i et omklædningsrum før eller efter en fodboldkamp, og så vil du se, svære følelser deles og omsorg bliver udvekslet. Det terapeutiske rum skal på ingen måder annulleres, men levedygtigheden af det, som bliver produceret i det terapeutiske rum er ikke altid lige så stærk, som det vi producerer ude i den virkelige verden, når vi er sammen på en naturlig måde.

Eksemplet med FC Prostata tjener også til at illustrere, hvordan Julie Midtgaard er optaget af at koble frivilligheden i civilsamfundet sammen med det, der sker inde på hospitalet. Med hendes ord giver det nogle mere hele liv for de mennesker, som bevæger sig begge steder. Og det er et fokus, hun bringer med sig ind i psykiatrien:

- Jeg har lige fået en bevilling fra TrygFonden til at undersøge effekten af holdtræning i fitnesscentre for unge voksne i antipsykotisk behandling. Kunne man ikke bare lave nogle træningstilbud på hospitalerne til den samme gruppe? Det kunne man sikkert godt og træningstilbud i behandlingen er vigtige, men pointen er, at de her mennesker jo skal fungere ude i det almindelige civile samfund, så de tilbud, vi har til dem, skal også kunne integreres dér, siger hun.

Julie Midtgaard med hunden Kenya (foto: Markus Redvall)

De magiske relationer

Det handler altså om at få skabt nogle overgange mellem det, der foregår inde i sundhedsvæsnet og det, der foregår der, hvor folk egentlig lever deres liv. Julie Midtgaard forklarer:

- Der mangler simpelthen nogle snitflader og bedre infrastruktur, og det betyder, at almindelige menneskers historie, som jo også kan indeholde sygdom og behandling, bliver fragmenteret. Men hvis vi får skabt flere forbindelser og ledetråde mellem behandlingen og det liv, der leves før, efter og ved siden af sygdommen, så kan det være helbredende i sig selv. Der skal være plads til at være psykisk syg, men vi skal insistere mere på, at man ikke er castet til kun at være det. Og det har sygeplejersker, fys- og ergoterapeuter i mine øjne en særlig adgang til: Sygeplejersker udgør sammen med fys- og ergoterapeuter den største faggruppe, og patienterne betror sig gerne til dem.

Og dermed når vi – lidt ad omveje – frem til hendes tatovering: De fleste voksne danskere kender formentlig til historien om Busters Verden. Hvis ikke fra Bjarne Reuters bog, så fra Bille Augusts filmatisering – eller i hvert fald fra Nanna Lüders titelsang til samme.

Helt centralt i alle tre fortolkninger er, at Buster har lært sig at trylle. Og det er faktisk også præcis derfor, hans hat pryder Julie Midtgaards håndled:

- Buster er en fed figur, fordi han mod alle odds sniger sig ind på folk. Han tryllerbinder folk. Der er en fin scene i filmen med en ældre dame, som bliver hentet af en ambulance og så siger hun til Buster: "Glem aldrig at trylle". Det er noget, jeg forsøger selv at leve efter og som jeg leder efter hos andre – fx også i sygeplejerfaget. Der kan opstå noget fortryllende i relationen med og mellem patienterne. Noget, som rækker ud over det rent terapeutiske – noget som er nødvendigt for at kunne håndtere sygdom og ultimativt enten blive helbredt eller lære at leve med sygdommen, siger hun.

Ambitiøs, ydmyg – og udfordrende

Interviewet bliver lavet før Julie Midtgaard har sin første reelle arbejdsdag i sit nye job. Noget hun ser frem mod med både store forventninger og tilsvarende ambitioner, men også med en sund portion ydmyghed:

- Jeg er meget bevidst om, at der er rigtigt meget, jeg skal lære. Men det er ikke noget dårligt udgangspunkt: Undren og nysgerrighed er den største drivkraft i forskningen, og begge dele kommer jeg med. Jeg er i en position, hvor jeg kan stille alle spørgsmålene uden nødvendigvis at have nogen svar selv. Dermed kan jeg måske være med til at skabe tvivl om de etablerede sandheder uden at det føles, som om folk bliver klædt af, fordi jeg selv er i tvivl. Og forhåbentlig bliver man ikke ked af ikke at kende svarene, men tændt på at finde dem, siger hun.

Men selvom hun med Poul Henningsens ord insisterer på, at det er tvivlen og ikke troen, som kan flytte bjerge, så insisterer hun også på, at den faglige ballast, hun bringer med sig, naturligvis skal i spil i hendes nye job. Hun har stort set altid arbejdet med idræt som en komponent i hendes projekter, men hendes hjerte banker for sundhedsfremme i et bredere perspektiv, og det vil også komme i spil i hendes nye job.

- Der er mange forestillinger i psykiatrien om, at vi fx ikke kan eller skal hjælpe patienterne til at holde op med at ryge eller drikke mindre sodavand. Det vil jeg meget gerne være med til at undersøge. Hvorfor opstår nogle af de tilsyneladende bedste fællesskaber i psykiatrien der, hvor folk står og ryger? Hvad handler det om? Og hvordan håndterer vi bedst udbud og efterspørgsel af chips, sodavand og slik? Jeg er bevidst om, at jeg skal træde varsomt her, men der er noget, som jeg gerne vil udfordre.

Har brug for en forskningstradition

Julie Midtgaard vil med sit professorat arbejde for, at øge evidensen i det arbejde, som udføres af sundhedsprofessionelle, tilvejebringe ny viden, men også formalisere den viden, som allerede eksisterer.

- Jeg føler en enorm stolthed og ydmyghed over at skulle være med til at højne sygeplejefaget gennem mit professorat. Der er meget erfaringsbåret i praksisfagene, og det er vi simpelthen nødt til at supplere med mere viden og evidens. Vi skal have flere sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter til at forske, og vi skal kunne tiltrække og fastholde de dygtigste kandidater, understreger professoren.

Fra sin tid på Rigshospitalet har hun gennem ti år afviklet et forskningskursus for praksisfagene, hvor deltagerne kan få strømlinet deres idéer til egentlige forskningsprojekter. Noget lignende vil hun opbygge i Region Hovedstadens Psykiatri:

- Vi skal have øget synligheden og relevansen af praksisnær og sundhedsfaglig forskning i psykiatrien. Vi skal have både symposier, forskerkurser og karrierespor som kombinerer klinisk praksis og forskning. Det skal være muligt og attraktivt – for de, der har lysten og evnerne – at udtænke, forfølge og formidle originale ideer og hypoteser, som har potentiale til at forandre praksis, siger hun.

Bevægelsen hen mod øgede forskningsaktiviteter blandt eksempelvis sygeplejerskerne er en nødvendighed for fagets udvikling, mener Julie Midtgaard.

- Vi kan se i andre specialer, hvor der bedrives praksisnær forskning, herunder forskning i sygeplejefaglige problemstillinger, at der kommer øget opmærksomhed omkring vigtigheden/relevansen af sundhedsfremme, recovery, og rehabilitering, og at det er til fordel for patienterne. Det har konkrete målbare resultater, at der forskes i et felt. Det gælder fx kirurgisk sygepleje, men også i onkologien og reumatologien: Hvis du har et stærkt miljø for kritisk diskussion og udveksling af forskningsresultater, kan det lede til, at flere patienter følger deres behandling og rapporterer færre symptomer.

Tingene hænger sammen

Julie Midtgaard understreger igen og igen, at hun har stor respekt for den lægefaglige forskning, der bedrives – og at den sygepleje- og sundhedsfaglige forskning skal ses i sammenhæng, snarere end konkurrence med den.

- For mig giver det ikke rigtig mening, at vi bliver dygtigere og dygtigere til at udtænke ny medicin og forklare udviklingen af psykisk sygdom, hvis vi ikke samtidig interesserer os for og søger at forstå det liv, folk lever, og bliver bedre i stand til også at understøtte det. Vi har medicin, vi har tidlige indsatser, som gør, at vi kan hjælpe folk til at leve med deres psykiske sygdom. Men værdien af det er kun fuldendt, når vi medtænker det, der handler om, at mennesker skal leve meningsfulde liv.

- Det er det, jeg synes, der er det fornemme ved praksisfagene: At de har blik for og aktivt bruger menneskets samlede historie. Det er de nødt til for at kunne drage omsorg og skabe motivation hos patienten. De interesserer sig for håb, drømme og det liv, patienterne lever. Jeg vil gerne have allokeret flere ressourcer til forskning i bedre overgange mellem den psykiatriske behandling og forebyggelsen og rehabiliteringen. For den indsats bliver aldrig bæredygtig og kommer aldrig for alvor på dagsordenen og tilkoblet den medicinske diskurs, hvis vi ikke producerer viden på det. Hvis ikke vi forsker i det. 


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor