- En blindtarm kan jo i princippet godt undværes. Men jeg kan bedre lide at se min bygning i hjørnet på den store matrikel som et lille spirakel (åndehul hos fx hvaler, red.). Et åndehul og et pusterum, hvor vi kan få luft og ilte det at være menneske på godt og ondt, forklarer Susanne Engberg.

Hun er en af flere hospitalspræster i Region Hovedstadens Psykiatri ansat af Kirkeministeriet. Men den eneste, som bruger hele 95% af sin tid i psykiatrien. De sidste 5% hjælper hun til med andre opgaver i Pederstrup Sogn. Når hun er på Psykiatrisk Center Ballerup, har hun både individuelle og gruppesamtaler med patienterne. Og der er stor efterspørgsel på hendes tid.

- Når vi rammes af alvorlig sygdom, rammes vi også på eksistensen. Tanker om mening og meningsløshed, håb og håbløshed, afmagt og livsmod kan dukke op hos den ramte. Der kan i den situation ofte opstå et behov for at tale om de store eksistentielle temaer i livet. Som præst kan jeg tilbyde et rum, hvor vi kan forsøge at sættes ord på disse overvejelser og tanker. Det er et uambitiøst og præstationsløst rum, hvor der er plads til at en anden fortælling om den enkelte end den, der står i journalen. Patienterne skal ikke leve op til nogen krav hos mig. Det er den store forskel på behandling og sjælesorg. Behandlingen skal have dem et sted hen. Det skal de ikke nødvendigvis hos mig, forklarer Susanne Engberg.

Tidligere hang der plakater med Susannes kontaktoplysninger rundt om på Psykiatrisk Center Ballerup. Men da efterspørgslen på hendes hjælp blev for stor, måtte hun tage dem ned igen. Så nu går vejen til præsten gennem det sundhedsfaglige personale, der formidler kontakt for de patienter, der ønsker det, ligesom Susanne også ofte bliver kontaktet af patienter, der har fået hende anbefalet af andre medpatienter. Det er ikke et krav at tro på gud, og kommer man til en samtale, er det ikke bare salmebog, prædiken og nadver, der bliver brugt.

- Jeg arbejder selvsagt ud fra et kristent menneskesyn og med sjælesorgen som min primære opgave. Men jeg er ikke bleg for at anvende littera​tur, poesi, musik, åndedrætsøvelser/meditation som greb. Og nogle gange bare mig selv, når værktøjskassen er udtømt. Så taler vi bare. Eller er stille, fortæller Susanne Engberg.

De individuelle samtaler har Susanne Engberg i gennemsnit godt 15 af om ugen. Derudover tilbyder hun også gruppesamtaler under overskriften 'Spørgsmål til livet' på to af centerets afsnit. De varer en times tid, og deltagelsen er frivillig. Susanne har dog endnu ikke oplevet, at der ikke dukkede nogen op.

- Jeg sætter rammerne og har tavshedspligt. Og så tager vi en runde, hvor det er tænkt som et fortroligt rum, hvor tingene ikke bliver skrevet ned. Det er meningen, at vi kan høre om hinandens problemer og høre hinandens refleksioner. Det kan være bekymringer omkring snart at skulle udskrives, kærestesorg eller problemer i relationerne til familien. Så tager vi et par af emnerne op, taler om det og får nye perspektiver på. Tanker om emner, der fylder, som ikke nødvendigvis handler om sygdom eller problemer vi skal løse, men byrder, der skal bæres. Det kan også handle om glæde og forventninger. Vi har talt en del om, hvad håb er.

Selvom det ofte er tunge emner, der bliver taget op, så oplever Susanne Engberg, at der kan opstå et slags medmenneskeligt overskud af det underskud, patienterne tager med ind i samtalerne.

- Det bliver mindre ensomt, når vi deler vores historier. De fleste af os kender til at føle os ensomme. Der sker bare noget, når vi taler om det indre rum og de følelser, der er svære at udtrykke. Knuste drømme, skamfuldhed, skyld, længsler og ensomhed er temaer, som ofte bringes op. I det fællesskab oplever jeg, at vi gør vi en forskel for hinanden. At det mørke bliver en lille smule mindre ensomt og mørkt, når vi er i det sammen.

De individuelle samtaler prøver Susanne Engberg at tage på patienternes præmisser. Og de foregår derfor langtfra altid i hendes lille hus i hjørnet af Psykiatrisk Center Ballerup. Det kan lige så vel være på gåture i nærområdet, ligesom hun også har haft en gruppe patienter med til gudstjeneste i en 'rigtig kirke'. Uanset formen, gør det indtryk på Susanne, når patienterne deler deres udfordringer med hende.

- Jeg mærker hver dag en dyb følelse af ydmyghed og taknemmelighed overfor alle de mennesker, der i lidelse, krise, sygdom og fortvivlelse har og har haft modet til at turde at indlede et kortere eller længere samtaleforløb med mig som præst. Det er usigeligt sigende at opdage, at de der har mindst ofte giver mest.

Gennem sine snart 10 år på Psykiatrisk Center Ballerup har Susanne Engberg mærket en stigende respekt og interesse for hendes rolle som præst fra kollegerne med sundhedsfaglig baggrund.

- Der er en større nysgerrighed omkring og anerkendelse af, hvad den eksistentielle og åndelige samtale og omsorg betyder for mennesker, når vi bliver ramt af livet. Konkret oplever jeg en skærpet interesse for oplæg og undervisning om eksistentielle temaer såsom ensomhed, afmægtighed, stigmatisering, anerkendelse, sorg og tab. Den udvikling er jeg selvsagt glad for.

Som præst med tavshedspligt kan det være et dilemma for Susanne Engberg, hvis patienterne deler noget, der kan have relevans for deres behandling.

- Det er et vilkår som præst at kunne holde på de ting. Jeg vil i de tilfælde prøve at tale med vedkommende om, hvilke muligheder der er for behandling. Og om det er noget, det kunne være gavnligt at tale med behandlerne om – eller gå på skadestuen med. Men jeg tvinger ikke nogen. Jeg er dog underlagt indberetningspligt, hvis jeg har mistanke om, at børn lider overlast, slutter hun. ​