Når forskning og klinisk praksis går hånd i hånd: ”Det er den bedste kvalitetssikring vi nogensinde har haft”

​​VIBUS er navnet på et nyt forskningsprojekt der undersøger, hvordan spiseforstyrrelsesbehandling virker for børn og unge, mens behandlingen gives. ”Det er den bedste kvalitetssikring vi nogensinde har haft, for vi har vi konstant fingeren på pulsen i forhold til, hvordan behandlingen virker på de enkelte patienter,” lyder det fra to afsnitsledere.

Vent...

​Fra venstre er det afsnitsledende overlæge på B132, Ulla Moslet, psykolog og leder af VIBUS, Mette Bentz, og afdelingssygeplejerske Trine Frimann Larsen

​Familiebaseret terapi er førstevalget som behandling til børn og unge med spiseforstyrrelser, da det har vist sig at være den mest effektive behandling. Grundlæggende handler familiebaseret terapi om at hjælpe hele familien med at bekæmpe spiseforstyrrelsen. Forældrene vejledes i at overtage ansvaret for at genernære deres syge barn, begrænse spiseforstyrret adfærd og arbejde sammen som et team.

- Der har ikke på dansk eller nordisk grund været et studie af effekten af familiebaseret terapi, og vi har nogle hypoteser om, at det godt kunne have en lidt anden effekt på børn og unge i Danmark end i for eksempel USA, bl.a. fordi vi har en anden familiekultur i Norden, og fordi et offentligt sygehusvæsen er en anden kontekst end de klinikker, hvor de kontrollerede studier er lavet. Derfor vil vi gerne have en base at stå på og finde ud af, hvordan danske børn og unge klarer sig i forhold til det internationale undersøgelser på området viser, siger Mette Bentz.

Mette Bentz er psykolog og ph.d. og så er hun leder af VIBUS, som det nye forskningsprojekt på specialambulatoriet for Spiseforstyrrelser hos børn og unge – eller bare B132 – er døbt. Selve indholdet i forskningsprojektet kommer vi tilbage til, for det er integrationen af VIBUS i den kliniske praksis, der er mest bemærkelsesværdig.

For at forstå dette, er det vigtigt at sammenligne VIBUS med klassiske forskningsprojekter. Her bygger man typisk en behandlingsmetode op og så undersøger man effekten af den efterfølgende, inden man tager den permanent i brug. I VIBUS monitoreres patienternes respons på behandlingsmetoden løbende, mens den bruges, og forbedringer kan derfor afprøves og monitoreres i praksis. Det giver nogle klare fordele, mener to afsnitsledere på B 132.  

- VIBUS er den bedste kvalitetssikring vi nogensinde har haft. Vi har konstant fingeren på pulsen i forhold til, hvordan behandlingen virker på de enkelte patienter, fordi behandleren skal gøre status på patientens symptomer hver tredje måned. Det har vi ikke gjort systematisk tidligere, og det betyder, at vi nu har bedre styr på alle forløb og kan se effekten eller den manglende effekt af behandlingen ret hurtigt, lyder det fra afsnitsledende overlæge på B132, Ulla Moslet.

Trine Frimann er afdelingssygeplejerske samme sted, og hun mener, at VIBUS har ændret klinikernes forhold til forskningsprojekter.

- Klinikken har nogle gange virket fremmedgjort over for forskningen, fordi det ikke var det, vi var optaget af i klinikken. Nu kører vi forskningsprojektet og det kliniske arbejde sideløbende, og det betyder, at medarbejderne er all in, siger Trine Frimann.

Selvfinansiering giver flere fordele

Ud over at konstruktionen af VIBUS er ret unik, så er finansieringen det også. Afsnit B 132 finansierer nemlig selv projektet, og det er atypisk i forhold til andre forskningsprojekter, der ofte er helt eller delvist finansieret af eksterne private eller offentlige fonde.

- Det er stort, at en klinisk afdeling vælger at prioritere det. Det er jeg meget glad for, siger Mette Bentz, der er ansat på en 40/60-ordning, hvor 40% af arbejdstiden er afsat til VIBUS, mens 60 % går med patientsamtaler som psykolog.

- Så jeg har også patienter igennem der er en del af forskningsprojektet.

Hvis ikke afsnittet selv havde prioriteret at finansiere projektet, så havde de ikke kunne lave et projekt, hvor forskningen og klinikken er så tæt knyttet sammen som tilfældet er i VIBUS, mener Ulla Moslet og Trine Frimann.

- Så havde Mette ikke været tilknyttet med et ben i klinikken og et ben i forskningsprojektet, lyder det fra de to ledere på afsnittet.

Men kan man ikke anfægte projektets objektivitet, når I både finansierer og undersøger jer selv?

- Det handler ikke om at undersøge os selv og sige, ’nej hvor er vi dygtige’. Det handler om at undersøge, om det vi laver, rent faktisk virker. Samtidig giver projektet os en kvalitetsdatabase, hvor vi undersøger, om det vi laver, giver mening, siger Ulla Moslet og suppleres af Trine Frimann:

- Det gode er, at vi bliver nødt til at orkestrere vores arbejde efter de aftalte status-punkter, der både gavner det kliniske arbejde og udgør data i VIBUS. Tingene bliver lige ud af landevejen, fordi det skal køre efter VIBUS’ struktur, der understøtter behandlingsmetodens faser, og så bliver det også lettere at introducere til nye medarbejdere.

For Mette Bentz betyder selvfinansieringen – og det at hun selv arbejder som kliniker på projektet – blandt andet, at det er nemmere at rekruttere patienter.

- Hvis vi var en ekstern forskningsenhed, der ikke selv arbejdede klinisk på projektet, ville det være sværere at rekruttere patienter. Jeg prøvede det selv under min Ph.d., hvor jeg havde arbejdet i den afdeling jeg rekrutterede patienter fra, men det var stadig en udfordring at få patienterne til at være med i projektet. Vi begyndte at rekruttere patienter til VIBUS i midten af 2018 og indtil videre har mere end 300 familier sagt ja til at være med projektet. Aktuelt siger 8 ud af 10 nye patienter ja. Det er meget flot og det er vi glade for, fordi vi gerne vil have et repræsentativt udsnit af patienterne.

Målet er at tilpasse behandlingen den enkelte patient og familie

Grundlaget for at bruge familiebaseret terapi som førstevalg stammer primært fra studier foretaget i angelsaksiske lande – især USA. De viser, at det er den behandlingsmetode der er bedst evidens for. Men det betyder ikke, at den virker for alle, understreger Mette Bentz.

Kritikerne har ret i, at alle får den samme vare, når de kommer ind – altså ’one size fits all’. Og vi ved, at for en gruppe af patienterne er standardbehandlingen med familiebaseret terapi ikke rigtig god, siger hun og henviser til, at ca. en tredjedel ikke har så stor effekt af behandlingen.

Derfor er målet med VIBUS også at tilpasse behandlingen bedre til den enkelte patient.

- Ved at undersøge virkning af familiebaseret terapi i første omgang, får vi et godt billede af, hvad der kendetegner dem, som ikke har gavn nok af behandlingen. De skal tilbydes noget andet end familiebaseret terapi eller nogle flere og andre elementer af familiebaseret terapi.

Blandt de elementer, som afsnittet vil manualisere og afprøve som tillæg til den klassiske familiebaserede terapi, er et modul fokuseret på at håndtere angst-symptomer, et modul målrettet problemer med rigiditet og over-kontrol, et modul målrettet styrkelse af forældrene i deres forældrerolle samt et modul fokuseret på at håndtere stærke følelser, fortæller Mette Bentz.

- Jeg tænker, at vi er på vej, men der er en del år endnu, inden vi kan sige, at vi nu kan give en specifik behandling der matcher den symptomprofil den enkelte patient har, siger Mette Bentz og slutter:

- Jeg tror ikke, at vi kommer til at erstatte familiebaseret terapi med vores forskningsprojekt. Men vi kommer til at finde nogle andre måder at give terapien på, der passer bedre til den enkelte patient og familie.

De første resultater fra VIBUS ventes at komme i løbet af efteråret, men hele projektet ventes først færdig om fem-seks år.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor