Medarbejdere i den nye akutmodtagelse har stået klar til at modtage byens borgere og patienter med akutte psykiatriske udfordringer siden november 2022, hvor det nye psykiatribyggeri på Bispebjerg til Psykiatrisk Center København blev taget i brug.
Før og undervejs i byggeprocessen er der blevet gjort mange overvejelser om, hvordan Region Hovedstadens Psykiatri kunne skabe de bedste rammer om en ny akutmodtagelse. Medarbejdere, patienter og pårørende er løbende blevet inddraget for at sikre det bedste resultat til gavn for byens borgere. Men hvordan oplever medarbejderne hverdagen i de nye rammer – fungerer de lige så godt som på papiret?
Anne Mette Jørgensen er oversygeplejerske og Sofie Reith-Hauberg er sygeplejerske i akutmodtagelsen på Psykiatrisk Center København på Bispebjerg. For dem er det blevet tydeligt, hvad der fungerer rigtig godt, og hvad der stadig rummer plads til forbedringer i den nye akutmodtagelse. Men fordelene overskygger for dem forbedringspotentialet i den overordnede vurdering og oplevelse af akutmodtagelsen.
Nedenfor ses et oversigtskort over akutmodtagelsen - klik på billedet for at få det vist i stor størrelse.
Venteområdet afskærmer borgere, hvis de har behov
Foto: Tomas Bertelsen
Rolige og nedtonede farver i blå og grønne nuancer kendetegner venteområdet i akutmodtagelsen og er ligeledes en gennemgående farvepalet i hele den nye psykiatribygning. I akutmodtagelsens venteområde sidder borgere og patienter og venter på, at de kan tale med typisk en sygeplejerske og læge. Man kan tage en kaffe eller vand fra automaten, gå udenfor i akutmodtagelsens gårdhave eller sidde i en af de høje sofaer, der er designet til, at man kan sidde for sig selv – isoleret fra andre – mens man venter:
- Venteområdet fungerer rigtig godt – det er indrettet, så det skaber flere rum i rummet, fortæller Anne Mette. Men de afskærmende rammer kræver også ekstra sikkerhedsforanstaltninger. Om det uddyber hun:
- Fordi vi har valgt mange af de høje sofaer, som vi havde gode erfaringer med fra den gamle bygning, og fordi vi har vendt sofaerne, så man faktisk kan sidde i sit eget lille rum, gør det også, at vi ikke kan se de ventende borgere fra personalebasen. Derfor kommer der også overvågningskamera op bagerst i lokalet, så vi kan overskue hele venteområdet og holde øje med, om borgeren er okay. Vi skilter med, at vi har overvågning, men patienterne lægger ikke mærke til den.
Når borgerne ankommer med politi eller ambulance
Et af de områder i akutmodtagelsen, Anne Mette og Sofie pepåger, fungerer rigtig godt, er der, hvor borgerne bliver modtaget efter at være ankommet med enten politi eller ambulance. Fra stueetagens parkeringskælderen er der en særlig indgang til to patienstuer, som kaldes hhv. ambulancerum 1 og 2, hvor borgerne kan modtage hjælp uden at skulle hjælpes igennem en hel akutmodtagelse eller venteområde.
Ambulancerum
- Den her ende af afdelingen har fungeret endnu bedre, end jeg turde drømme om. Der er ikke længere - som tilfældet var i den gamle bygning - nogen borgere, der skal ”udstilles”, når de kommer med politiet – det er et overstået kapital. De kommer direkte fra bilen og lige herind i ambulancerummet. De kommer ikke gennem velkomsthuset eller vores modtagelse. De kommer altid den her vej, fortæller Anne Mette.Sofie oplever også ambulanceindgang og -rummene som en stor forbedring. Der er nemlig tænkt i både hensyn til de borgere, der kommer ind denne vej i akutmodtagelsen, men også hensyn til de borgere, der sidder i venteområdet:- De borgere, der sidder og venter i modtagelsen, skal ikke kigge på uniformer. Det er rigtig rart, at man kan holde politi og ambulancesager væk fra venteområdet. Der er taget hensyn til alle. Det fungerer virkelig godt, fortæller Sofie, mens Anne Mette supplerer:- Borgere, der modtages i den her del af afdelingen, har det typisk virkelig dårligt og kan af den grund nogle gange tale eller råbe rigtig højt. Og det kan man faktisk ikke høre ude i venteområdet. For det kan være rigtig svært at forholde sig til, at andre har det dårligt, når man også selv er forpint.Hvis borgerne har brug for at blive indlagt, kan de også komme direkte op på et døgnafsnit uden at skulle igennem venteområde og resten af modtagelsen.Sanserum som deeskalerende redskab
Foto: Tomas Bertelsen
Der er også et sanserum med tilhørende gårdhave i akutmodtagelsen, som er tiltænkt de borgere og patienter, der har det dårligst, og som har brug for at falde til ro fx efter at være ankommet med politi. Rummet er indrettet med wavecare – beroligende musik og rolige naturbilleder vises på væggen med en projektor – en stor madras, kuglestole og en boksevæg til afreaktioner – hvoraf sidstnævnte ifølge Sofie sjældent bruges. Alt, der befinder sig i rummet, har været afprøvet i den gamle bygning og har vist sig som noget, patienterne har været glade for. Men helt almindelige stole er ikke en del af rummets inventar:
- Vi besluttede os for, at der ikke skal almindelige stole eller borde herind. Det skal være lidt mere afslappet. Og hvis en patient er kommet med politi, kan det også virke deeskalerende, hvis politiet vælger at sætte sig i en kuglestol eller lignende. Fordi det kan selvfølgelig være lidt voldsomt at komme her med politiet, fortæller Anne Mette.
Indretning bidrager til større fællesskab
I akutmodtagelsens personalebasen sidder sygeplejersker, socialsygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, plejer, ergoterapeut, socialrådgiver, læger og psykolog fra hhv. modtagelsen, sengeafsnit og akutteam næsten side om side på samme etage i bygningen. Det skaber ifølge Anne Mette mere sammenhold på tværs af teams og mere forståelse for hinandens arbejdsgange:
- På den måde, synes jeg, det er blevet rigtig godt, at vi er kommet tættere på hinanden, fortæller hun.
Fra personalebasen har akutsygeplejerskerne gennem et stort glasparti udsyn til venteområdet, mens sygeplejerskerne tilknyttet akutmodtagelsens sengeafsnit også fra deres placering i rummet kan ses af patienterne, som er blevet indlagt i akutmodtagelsen.
- Opholdsrummet i sengeafsnittet er lige op til personalebasen, og det betyder, at personalet er mere tilgængelige for patienterne samtidig med, at det bliver mere naturligt for personalet at opholde sig i opholdsrummet med patienterne.
Det er et åbent sengeafsnit, som er tilknyttet akutmodtagelsen med plads til 10 patienter. Afsnittet er større end i den gamle bygning, og der er mulighed for, at patienterne kan være sammen i fællesområdet eller trække sig tilbage på deres stue, hvis de har brug for at være alene. Anne Mette kalder det for ”det blå afsnit”, som igen hentyder til farverne på både vægge og møbler. Der er også en have, hvor patienterne selv kan gå ud, og her arbejdes der på at gøre den så hyggelig som mulig.
Stadig plads til forbedringer for at sikre en god modtagelse af borgerne
Nogle gange er det først, når hverdagens arbejdsgange er etableret, at man bliver opmærksom på, hvad der fungerer og ikke fungerer. Dette er tilfældet med akutmodtagelsens hovedindgang, hvor patienterne modtages af medarbejderne.
- Det her er et af de rum, vi har gjort os rigtig mange tanker omkring. Vi har både kigget til andre psykiatriske og somatiske akutmodtagelser og inddraget vores arbejdsmiljørepræsentanter, fordi vi ville skabe et rum, der er rart og sikkert til modtagelse af borgere og patienter. Rummet har vist sig ikke at kunne det, som vi havde håbet på, hvor tanken var, at der skulle sidde en i skranken og tage imod borgerne. For os giver det bare ikke mening, at der sidder nogen fast herude. Arbejdet for os foregår primært med de borgere, der er inde i venteområdet, fortæller Anne Mette.
Det er ikke kun arbejdsgange, men også sikkerheden, der er medvirkende til, at indgangspartiet ikke er fast bemandet:
- Lige nu er døren til akutmodtagelsen låst, fordi der er nogle sikkerhedsmæssige udfordringer omkring det her rum. For vi kan faktisk slet ikke se herud fra personalebasen. Der er ikke noget glasparti, der gør, at vi kan se, hvem der kommer ind. Vi har selvfølgelig en dørtelefon med billede, men i ift. arbejdsgange og flow fungerer det ikke optimalt.
Hverken Anne Mette eller Sofie havde regnet med, at deres forventninger til dette rum ikke ville blive indfriet. Anne Mette forklarer:
- Vi er mange, der har siddet med i arbejdsgrupper undervejs i byggeprocessen – nogle har været med i ti år – og pludselig, når bygningen er der, så er der nogle ting, der alligevel ikke er gennemtænkt. Og den blinde vinkel der er herinde, er der ingen af os, der havde tænkt over. Sofie tilføjer ligeledes:
- Nogle gange skal man ligesom i gang og have praksis kørende, før man lægger mærke til fejlene - det er ikke altid, at man kan se det før. Vi er mange, der er afhængige af, at vi kan se alle, der kommer ind som det første. At man kan se, hvem der kommer, man kan se sine kolleger, og patienterne føler sig velkomne.
Der arbejdes allerede nu på, hvad der kan gøres anderledes, så indgangen til akutmodtagelsen får borgerne til at føle sig mere velkomne, og så medarbejderne har det fulde overblik over rummet.
- Jeg kunne godt tænke mig, at der kommer et stort vindue mellem personalebasen og indgangen her, så kan vi se dem, der kommer, og de kan se os. Det kræver, at der bliver rykket en væg i personalebasen. Vi arbejder på det. For vi har fået en fantastisk bygning, og så er der bare nogle småting, ikk’?, slutter Anne Mette.