​Bandet ​Doulas sange på debutalbummet handler alle om psykiatrien. Foto: Matias Revez

Nyt band vil sætte spotlight på psykiatrien

​​Sæt en psykiater bag mikrofonen, en tidligere patient og nuværende recovery-mentor bag trommerne og tilsæt tekster, der skal aftabuisere psykisk sygdom. Så har du opskriften på det nye band Doula, som netop nu turnerer med deres debutalbum.

Vent...

​Idéen om at musik kan være et vindue ind til psykiatrien har længe rumsteret hos Frederik Gøtzsche, der er forsanger i bandet Doula. En del af inspirationen kommer fra hans to år i forskellige afsnit på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, hvor han arbejdede under sin uddannelse. Her starter Frederik også i en introstilling 1. juli. Men hvordan det præcist skulle skrues sammen, blev han først klar over, da Doula skulle bruge en ny trommeslager.

Bandets bassist kendte tilfældigvis Lauge Jørn. Udover at have styr på stikkerne, viste det sig ved første møde mellem ham og Frederik, at Lauge også kunne give vigtigt input til teksterne. Efter at have været indlagt i halvanden måned med depression med et efterfølgende ambulant forløb på et år hos Psykiatrisk Center København kunne han bidrage med patientens perspektiv.

- Vi vidste fra vores bassist, at Lauge musisk var dygtig nok til at være med i Doula. Så ved første møde handlede det egentlig mest om at teste kemi. Vores samtale stak hurtigt i mange retninger, og da Lauge havde sin medicin stående fremme, kom vi helt naturligt til at tale om psykiatrien. Vi brændte begge for at fortælle historier om den verden, så vi var hurtigt sikre på, at det var et match, forklarer Frederik Gøtzsche og bliver suppleret af Lauge Jørn.

- Jeg kunne lide musikken, allerede fra jeg fik tilsendt de første demobånd. Ofte laver man musik med en forsanger, der har nogle klare idéer, og så må man som musiker sluge nogle kameler ind i mellem. Men det her faldt bare lige i min smag, og så havde vi en fælles forståelse af temaet for teksterne. ​

 Frederik Gøtzsche (i sort læderjakke) og Lauge Jørn (i denimjakke) fandt hurtig ud af, at der var kemi, da de mødtes over en øl for at tale om Lauges mulige fremtid i bandet. Foto: Natascha Narvaez

Konceptalbum om psykiatrien

På doulas debutalbum 'Constantly Repeating' handler samtlige 11 sange om psykiatrien. Nogle er set fra lægens perspektiv, andre fra patientens mens der også er sange om, hvordan omverdenen ser på psykisk sygdom. Frederik og Lauge ville dog undgå, at det blev 11 sange om konkrete diagnoser.

- Det har været vigtigt for mig, at vi har beskrevet karakterer frem for konkrete sygdomsbilleder i sangene. Man kan hurtigt komme til at tænke for meget i diagnosebaner. Men nogle af de ting, der ofte bliver tilskrevet sygdommen, er måske også bare en del af den personlighed, man havde før man blev syg, forklarer Lauge Jørn.

Lytter man nært til teksterne med lægefaglige briller på, vil man ifølge Frederik Gøtzsche nok godt kunne regne ud, hvad karaktererne i Doulas sange fejler. Men sangene skal også handle om universelle følelser, alle kan spejle sig i.

- Et godt eksempel er titelnummeret 'Constantly Repeating'. Teksten er skrevet fra mit perspektiv som læge, der på en afdeling observerer, hvad der sker. En patient banker hovedet i væggen, bliver akut psykotisk og skal bæltefikseres. Og så hører man også om de stemmer, patienten hører. Men man kan også tolke det som en person, der er ved at miste sig selv og betragte teksten ud fra et mere filosofisk perspektiv. Her har vi musikalsk også forsøgt at understøtte karakterens udvikling ved, at det bliver mere vildt og rodet, som sangen udvikler sig.​

​På tv og Danmarksturne

Siden debutalbummet blev sluppet løs, er det gået stærkt for Doula. De er lige nu midt i en turné, der bringer dem forbi Danmarks fire største byer, og 6. juni optrådte de med nummeret 'Good Boy' i Go' morgen Danmark på TV 2.

- Der var mange, der reagerede på vores optræden i Go' morgen Danmark og har delt det på sociale medier. Vi kan godt mærke, der er noget pondus bagved, og at flere er blevet opmærksomme på, hvad budskabet i vores musik er, fortæller Frederik Gøtzsche.

Inden bandet spillede, blev han sammen med Lauge Jørn interviewet i udsendelsen om budskabet i sangene. Her blev der også spurgt ind til Lauges egne erfaringer med depression.

- Som recovery-mentor er jeg vant til at fortælle om min egen historie. Men det var ret nervepirrende at skulle gøre det live på tv foran så mange seere. Det var fedt at få lov at tale om vores budskab og en virkelig sjov oplevelse.

Både Frederik og Lauge håber, at Doulas sange kan være med til at starte en masse samtaler om psykiatri og psykisk sygdom.

- Jeg har oplevet, at man kan tale om ting via tekster på en bedre måde end ved at skulle tale direkte om sine egne følelser. Man har noget at gemme sig bag ved. Jeg har fx talt med mange mennesker om døden, efter Nick Cave udgav en sang om sin 15-årige søns død. Så har vi et fælles tredje, der kan kickstarte samtalen. Det oplever jeg også, at vores musik kan. Folk har spurgt ind til, hvorfor vores tekster handler om psykiatri. Når jeg så har forklaret det, har det startet samtalen. Så vores plade har været nøglen til nogle rigtigt gode samtaler, forklarer Lauge.

Frederik pointerer, at det for bandet er vigtigt ikke at diktere, hvad der er rigtigt og forkert med sangene.

- Vi håber at kunne skabe en debat om tingene. For eksempel handler vores sang 'Everybody knows I'm out there' om, at der er så mange tv-serier om skizofrene seriemordere. Et billede som hurtigt kan blive meget misvisende og er med til at tegne et skræmmebillede af, hvad psykisk sygdom er. Generelt synes, vi at der mangler nuancer i mediernes fremstilling af psykisk sygdom, særligt alle de udramatiske og mindre alvorlige psykiske sygdomme får ikke meget opmærksomhed. På den måde kommer vi som samfund hurtig til at skære alle over en kam og gør det svært for folk at forlige sig selv med at have en psykisk sygdom.  Vi har dog prøvet at beskrive det billede som skildres af samfundet – men tager ikke stilling til, om det er rigtigt eller forkert. Til gengæld håber jeg, at det får folk til at forholde sig til det.​

Fredag den 10. juni nåede Doula til København på deres Danmarksturné, hvor de gav koncert på Spillestedet Stengade. Foto: Joachim Nørregren

Ikke 'bare' et psykiatriband

Når man som Doula har et så tydeligt koncept og budskab på sit første album, melder det naturlige spørgsmål sig: Hvad så næste gang? Skal det også handle om psykiatrien?

- På en eller anden måde har jeg også lyst til at prøve kræfter med andre emner på et tidspunkt. Men lige nu er det inden for det her tema, vi har en styrke med vores konstellation. Og jeg kan godt mærke, det også fylder i de nye tekster, jeg skriver. Jeg føler ikke, det er blevet udtømt på 11 sange. Der er masser af inspiration at hente endnu, forklarer Frederik Gøtzsche, som primært skriver bandets tekster. Lauge Jørn vil dog også gerne undgå, at Doula sætter sig selv i bås.

- Hvis der er en rød tråd i vores musik, er det fedt. Men hvis det næste album også kommer til at handle om psykiatrien, skal vi passe på, at tredje album ikke gør. Så sagen og bandet ikke bliver det samme. Hvis vi bliver til 'psykiatri-bandet', kommer vi måske til at sætte for mange begrænsninger op for os selv. Men hvis folk kan bruge vores tekster og budskaber til noget, er det helt fantastisk.

Og det kan folk, har bandet kunnet mærke, efter de har optrådt i tv og sendt deres album på gaden. Der har været mange henvendelser fra folk på sociale medier, og i Lauges job som recovery-mentor har det været med til at starte gode samtaler med kollegerne, når de har spurgt ind til hans musik. Hvordan kollegerne i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center tager imod den syngende psykiater, har Frederik til gode at opleve.

- Jeg er på barsel lige nu. Så jeg er ret spændt på, hvad kollegerne siger, når jeg kommer retur.​​

Fakta om Doula

  • ​Doula blev dannet i sin nuværende form i foråret 2020 
  • Bandet består af Frederik Gøtzsche (sang), Lauge Jørn (trommer), Lasse Vistisen (bas), Mikkel Isak Anttila (guitar) og Emil Duvier (synthesizer) 
  • Doula er et græsk ord, der dækker over en ikke medicinsk-uddannet kvinde, der hjælper til ved fødsler 
  • Debut-albummet 'Constantly Repeating' blev udgivet 1. april 2022. 
  • Du kan følge Doula på Facebook her.

Lauge Jørn i aktion bag trommerne for Doula. Foto: Lars Schmidt​​

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor