Nyt multimedieværksted skal danne bro mellem psykiatrisk behandling og et civilt liv

​I det nyoprettede Center for Kunst og Mental Sundhed på PC Amager kan patienter lære at fortælle historier gennem alt fra billedkunst over video til podcast. Målet er at hjælpe patienterne til at finde fodfæste i det civile liv.

Vent...

Foreningen Kunst og Mental Sundhed er klar til at lancere et nyt projekt, som bygger på erfaringerne fra forskningsprojektet 'REWRITALIZE', hvor psykiatriske patienter får mulighed for at deltage i et skriveforløb ledet af danske forfattere. Nu har foreningen – i fire tomme sengestuer på PC Amager – etableret et helt nyt 'Center for Kunst og Mental Sundhed', hvor ideerne fra 'REWRITALIZE' bliver udvidet til nu også at inkludere forløb med undervisning af professionelle kunstnere i bl.a. at producere billedkunst, video og podcasts.

- Der mangler tilbud med fokus på social inklusion, der kan fungere som et trin ud fra behandlingspsykiatrien. I centeret etablerer vi den kunstbaserede platform 'Vores Fortællecentrum'. Her kan mennesker med psykiske lidelser få hjælp til at finde fodfæste i livet med udgangspunkt i den enkeltes håb og drømme i den sårbare fase efter udskrivelse. Det nye tilbud skal være et frirum, hvor patienterne får mulighed for at fokusere på at tage medansvar og mødes om at skabe kunst og fortællinger i stedet for at fokusere på deres psykiske tilstand, fortæller formand for Foreningen for Kunst og Mental Sundhed, Birgit Bundesen, der også er overlæge på PC Amager.

Udstilling på Statens Museum for Kunst

I 'Vores fortællecentrum' får patienterne mulighed for at deltage i en lang række forskellige forløb, hvor professionelle kunstnere fungerer som værkstedsledere og kunstneriske mentorer. Forløb med skrivegrupper og podcasts i Hospitalsradioen kører allerede i dette efterår, mens videoforløb og billedværksted kommer til i foråret 2022. Udover de enkelte produktioner og løbende udstillinger i Center for Kunst og Mental Sundheds lokaler, får omverdenen også mulighed for at blive klogere af projektet. Der er planlagt en bogudgivelse med guidelines til kunstgrupperne i projektet med psykiatrisk overlæge og adjungeret professor på Institut for Psykologi, Bent Rosenbaum som medredaktør. Desuden vil produktioner fra de forskellige forløb bl.a. blive udstillet til et kommende SMK Friday-event med temaet 'Kunst og Mental Sundhed. SMK Fridays er Statens Museum For Kunsts fredagsbar, hvor gæsterne får mulighed for at opleve kunst i utraditionelle og uformelle rammer.

- Det er guld værd med den slags partnerskaber. Samarbejdet med Statens Museum for Kunst og vores hold af professionelle billedkunstnere sikrer et stærkt, kunstfagligt perspektiv, ligesom det giver deltagerne mulighed for at vise, hvad de kan med oplæsninger, udstillinger og workshops til så bredt og folkeligt et event som SMK Fridays. Det kan om noget være med til at reducere selvstigma og booste livskvaliteten, forklarer Birgit Bundesen.


Birgit Bundesen (øverst til venstre) ses her sammen med nogle af de centrale personer bag projektet. Bl.a. radiovært Claus Poulsen (forrest til højre) og husforfatter Anna Rieder (forrest i midten).

Økonomisk støtte giver nye muligheder

Udover samarbejdet med PC Amager og Statens Museum for Kunst bliver Center for Kunst og Mental Sundhed også støttet med 3,53 millioner kroner af Det Obelske Familiefond. Det giver mulighed for at honorere de professionelle kunstnere, ligesom der er blevet oprettet to stillinger til tidligere psykiatribrugere, der skal fungere som hhv. radiovært og husforfatter.

- Det er en kæmpe hjælp, at vi nu kan hyre nogle af alle de dygtige folk, som ellers har lagt en masse timer frivilligt. Samtidig er vi også sikret midler til drift, rengøring osv., så rammerne er på plads, siger Birgit Bundesen.


Om projektet

Projektet med 'Center for Kunst og Mental Sundhed' og 'Vores fortællecentrum' løber frem til udgangen af 2023.

Patienter kan blive tilbudt deltagelse som en del af behandlingen ved PC Amager, ligesom interesserede også kan rette henvendelse til Foreningen Kunst og Mental Sundhed på fkms.dk via mail


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor