Som nyuddannet psykolog vidste Pernille Fløe Andersen, at hun gerne ville have god tid til at lære folk at kende og ikke sige goddag og farvel til nye mennesker hele tiden.
Derfor søgte hun stillingen som psykolog på afsnit C270Ø - et lukket sengeafsnit med plads til 12 patienter – og kan nu gøre status over den første tid på afsnittet, der ansatte de første psykologer i 2020.
- Den kontinuitet, som stillingen tilbyder, passer mig godt. Jeg lærer mine patienter rigtig godt at kende, og det har en kæmpe værdi, siger Pernille Fløe Andersen.
Hun lægger ikke skjul på, at det både har været en spændende og krævende proces at finde sin plads i en helt ny funktion, og her har et godt arbejdsmiljø med rum til at udfordre hinandens tankegang på en positiv måde været alfa og omega, forklarer hun.
- Her er bare rart at være, og vi kan tale med hinanden om tingene. Jeg er nok meget undersøgende og nysgerrig og spørger tit ind og udfordrer de antagelser eller overbevisninger, der kan være – fx hvorfor man lige vælger at bruge nogle bestemte ord eller har en bestemt opfattelse af patienten. Og det er okay, at man også kan være uenige, siger hun.
Deltager i miljøterapeutiske aktiviteter
Fordi hun er ansat i fast dagvagt og ikke har aften - og weekendvagter som sine kolleger, møder hun hver morgen ind klokken 8 og spiser morgenmad med patienterne. Derfor er hun hurtigt blevet et kendt ansigt på afsnittet, som patienterne er trygge ved.
- Det kan altså noget at lære hinanden at kende over en kop kaffe i stedet for bare at komme ind ad døren og gå i gang. Det gør det nemmere at skabe en relation og få en alliance på en uformel måde, siger hun.
Mange af hendes samtaler med patienterne opstår i haven, over et spil, eller når hun sætter sig i en sofa med strikketøjet og venter på, at nogen har lyst til at tale. Hun har af samme grund næsten helt droppet kalenderen, for det skal foregå på patientens præmisser. Derfor ved hun aldrig, hvor mange samtaler hun har den dag.
- Det giver en god indgangsvinkel bare at se på fuglene, og nogle gange bliver det ikke mere end det. Andre gange danner det fundament for længerevarende, strukturerede psykoterapeutiske forløb. Min funktion er meget fleksibel, og jeg har derfor tid til at vente på, at vi kan fortsætte samtalen dagen efter, hvor plejepersonalet i sagens natur ofte har en masse praktiske opgaver og mere travlt, siger hun.
Hun deltager også i miljøterapeutiske aktiviteter, som når ergoterapeuten arrangerer kreaværksted, eller hun er med til at bage. Her kan hun observere, hvordan patienterne interagerer med andre i hverdagssituationer og fx tager imod deres pårørende.
- Vi ser ting, som de ikke selv ser eller formår at sætte ord på. For nogen tager det lang tid at bygge tilliden op, og derfor er det guld værd at bruge tid sammen på den måde, siger hun.
Tre vigtige erfaringer indtil nu:
- Jeg kommer langt med bare at være mig selv og nede på jorden og møde patienterne, hvor de er.
- Jeg sætter mig realistiske mål – både for min egen og patientens skyld. Vores patienter kan have det ret dårligt, og et mål kan fx være mindre selvskade eller at få øjenkontakt.
- Psykologerne bidrager med vigtig psykologfaglig viden i et regi, hvor der er meget fokus på medicin.
Arbejder som et team
Administrativt er hun ansat under afsnitsledelsen, og fagligt sparrer hun med de andre intensivpsykologer til fælles supervision med centrets chefpsykolog Karen Dissing Sandahl.
- Det er rart, at jeg kan bruge Karen og de andre psykologer til supervision og vende faglige spørgsmål, når jeg er den eneste psykolog på afsnittet, siger hun.
I dagligdagen arbejder hun tæt sammen med afsnittets sygeplejersker, assistenter, læger, ergoterapeuter, fysioterapeuter og recovery-mentorer.
- Jeg bruger fx meget af min tid på at lave patientplaner sammen med plejepersonalet: Hvad skal der være fokus på i dagligdagen, hvad ser vi frem imod? Tanker og spørgsmål, som der ikke er tid til at vende ved forstuegangen om morgenen, hvor alle patienterne gennemgås. Ligesom jeg fx ikke laver aftaler eller skrider til handling uden at drøfte det med kontaktpersonen først. Vi er i dialog hele dagen, og det giver god mening, siger hun.
Hun samarbejder også tæt med den kliniske sygeplejespecialist.
- Hun tager mig ofte med på råd: Hvordan betragter jeg en bestemt patient? Hun er også sød til at inddrage mig i forhold til implementering af nye tiltag, arbejdsprocesser og udviklings- og forbedringsarbejdet.
God råd, når man ansætter psykologer på intensive afsnit:
- Hav respekt for, at alle fagligheder kan noget forskelligt. Vær nysgerrig og åben over for hinanden. Det er et vigtigt fundament for et godt samarbejde.
- Vær med til at skabe et miljø, hvor man kan stille spørgsmålstegn og udfordre hinandens overbevisninger.
- Sørg for, at det er planlagt et introduktionsforløb og en mentorordning (og supervision), så man som nyansat ikke tror, man skal kunne mestre alle punkter i stillingsopslaget fra dag ét.
En styrkelse af behandlingen under indlæggelse
Hun ser sin egen stadig relativt nye rolle som et supplement til de andre fagligheder.
- Vi er et team med hver vores roller. Som psykolog bliver jeg ofte betragtet lidt som 'the good guy', som det er frivilligt, om man vil se. Det giver en tryghed for patienterne, at jeg fx aldrig er med i en episode med tvang eller kommer med medicin. Dog er det vigtigt for mig, at patienterne betragter os som et samlet team, der bakker op om hinandens beslutninger.
Hvor det for en patient, der fx er meget plaget af stemmehøring, i første omgang typisk er medicin, der hjælper mest, kan hun som psykolog tage samtalen om en svær eller hård oplevelse i forbindelse med indlæggelsen, forklarer hun.
- Som psykolog fokuserer jeg meget på validering. Man kan ofte føle sig fristet til at give gode råd eller fortælle om andres erfaringer, men jeg prøver at rumme, lytte og være tålmodig uden at gå i løsnings-mode. Det er der mange patienter, der sætter pris på, forklarer hun.
Viser fremskridt
På trods af, at hverdagen ikke er så skemalagt som i en typisk psykologpraksis, oplever hun i høj grad, at hun bruger sine faglige kompetencer, blandt andet i forhold til udviklingspsykologi og traumers betydning.
- Der kan jeg fx hjælpe med at sætte ord på betydningen af opvæksten eller traumer, og jeg kan bidrage med udførlig viden om diagnoserne, siger hun.
Og hun gør meget ud af at synliggøre fremskridt.
- Jeg kan godt lide at samle op på, hvordan patienterne har udviklet sig, for det er også fedt for dem at få øjnene op for, hvor langt de faktisk er nået. For eksempel har vi en patient, der i starten var meget dårlig og selvskadede og ofte ikke havde overskud til fx at komme ud. Nu kan hun spise med de andre, få besøg og endda gå ud selv. Det er meget meningsfuldt, siger Pernille Fløe Andersen.
Vigtigt at blive taget i hånden
Hun vil gerne være med til, at andre psykologer som hende selv i fremtiden bliver klædt godt på til funktionen, som stadig er ny på mange intensive afsnit.
Derfor har hun sammen med chefpsykologen Karen lavet et introprogram til nyansatte psykologer, så man blandt andet får en mentor, når man starter.
- Vi har da skulle prøve os lidt frem, så det er godt, hvis mine erfaringer kan blive brugt fremover. Vi har skullet lære hinanden at kende, og jeg synes, vi er landet et rigtig godt sted, siger Pernille Fløe Andersen.