- Jeg har ville skrive den her bog i 10 år. Vi havde mange unge mennesker, som netop var debuteret med bipolar lidelse og startede i behandling ved det der dengang hed Kompetencecenter for Affektive Lidelser (nu Affektivt Ambulatorium, red.) ved Psykiatrisk Center København. Jeg havde kigget på en engelsk udgave 'bipolar for dummies' lavet af fagfolk, men synes mere der var brug for en bog, der gav en stemme til brugerne, fortæller professor Maj Vinberg.
For 12 år siden mødte Maj Vinberg Mynte Arnardottir. Mynte var blevet diagnosticeret med bipolar lidelse og var i behandling hos Maj. Senere blev hun underviser på Skolen for Recovery, hvor hun har brugt Maj som underviser. I den forbindelse kunne Mynte beskrive en del af de mangler mennesker med bipolar lidelse oplever. Dette blev omdrejningspunktet for et møde, hvor idéen om at netop en bog som handler om bipolar for begyndere kunne blive et fælles projekt, hvor der både var plads til brugernes fortællinger, gode tips, erfaringsdeling og det faglige input fra specialisterne.
- De bøger der findes derude om bipolar lidelse har mange år på bagen. Og enten er de ekspertbøger eller også er det personlige erfaringer. Vores bog er begge dele. I takt med at der er kommet stærkere brugerstemme i psykiatrien, er det nærliggende at skrive en bog der rummer begge dele og ser bipolar lidelse fra mange vinkler - ikke kun det sundhedsfaglige perspektiv, men også som et eksistentielt vilkår i livet, siger Mynte Arnardottir og tilføjer:
- Der manglede en god "håndbog for begyndere" – en bog, som man kan bladre i og se hvordan de andre har håndteret alt det der følger med diagnosen. En bog, som kan deles med pårørende og venner, fortæller hun.
En balance mellem forskellige perspektiver
Maj Vinberg er vant til at skrive forskningsartikler og kapitler i bøger med andre sundhedsfaglige specialister som hende selv. For hende har det derfor været helt nyt at skrive en bog sammen med psykiatribrugere.
- Det har været anderledes på den måde, at der blev hørt rigtig mange mennesker. Vi har haft fire workshops, hvor der var ca. 40 personer med bipolar lidelse der deltog hver gang. Der blev integreret rigtig mange menneskers tanker på én gang, og det har været godt, at der har været en balance mellem ekspert- og brugerperspektiv, for vi kan komplimentere hinanden, siger hun.
Mynte er enig, men erkender også, at der har skulle findes en fælles balance.
- Det er en kunst. Det går helt ned på, hvad det er for nogle emner der skal være med i den. Man kan for eksempel ikke have en bog om bipolar lidelse, uden at definere hvad det er for en sygdom. Her bruger vi den lægefaglige definition, men kapitlet slutter med fokus på sproget, hvor det handler om, hvordan man taler om at have bipolar lidelse. Bøvler jeg med noget eller pusler jeg med noget? Er jeg bipolar eller har jeg en bipolar lidelse?
Ud over professor Maj Vinberg står tre andre forfattere og en illustrator bag bogen. Fra venstre er det Anders Bechgaard, recoverymentor i Region Hovedstadens Psykiatri, Glennie Almer, psykolog på Psykiatrisk Center Nordsjælland, Mynte Arnardottir, underviser på Skolen for Recovery og Els Cools, som står bag illustrationerne. (fotos: bipolarbogen.dk)

Til behandlere, patienter og pårørende
Bogen består af seks kapitler, hvor man følger hovedpersoner, der først undersøger den sygdom de er blevet diagnosticeret med og sætter ord på deres tanker og følelser, inden det kommer til at handle om behandlingsmuligheder og det at komme sig igen (recovery). Hovedpersonerne i bogen er fiktive, men bygget på erfaringer fra mennesker med bipolar lidelse.
Maj Vinberg har været faglig konsulent på bogen og har redigeret, skrevet med på og efterset alle afsnit, mens psykolog fra PC Nordsjælland, Glennie Almer, også er en af de fire forfattere til bogen.
- Glennie ved rigtig meget om den psykologiske behandling, mens Maj ved meget om den medicinske behandling og jeg ved meget om, hvordan det opleves og hvordan man kan komme sig ovenpå en bipolar lidelse, fortæller Mynte.
Med både bruger- og specialistvinkel sikret, var det væsentligt at finde en der kunne skrive. Her lykkes det at få journalist og recoverymentor Anders Bechgaard med samt den belgiske kunstner Els Cools, der har lavet illustrationerne i bogen. Els Cools' illustrationer skildrer hovedpersonernes rejse fra undersøgelse af sygdommen til recovery med forskellige tegninger, som hun bl.a. har hentet inspiration til fra de fire afholdte workshops. Tegningerne skal være med til at nuancere billedet af bipolar lidelse.
Mangfoldigheden blandt bogens forfattere gør, at den henvender sig til en bredere målgruppe, end hvis bogen kun var skrevet af enten brugere eller faglige specialister, mener Maj Vinberg.
- Målgruppen er ikke bare mennesker med bipolar lidelse. Den henvender sig også til behandlere der arbejder inden for området og specielt pårørende vil også have gavn af at læse den, slutter hun.
'Bipolar for begyndere' udkom den 29. juni på forlaget Ordskælv i samarbejde med DepressionsForeningen og kan købes hos DepressionsForeningens webshopDepressionsforeningens webshop.