​​​​​​​

Se fotos: 5 kendetegn ved arkitekturen i 'Udsigten'

I det nye byggeri til retspykiatrien på Psykiatrisk Center Sct. Hans er der lagt vægt på, at patienterne kan vælge fællesskabet til og fra og føle sig i kontakt med omverdenen. Her er 5 kendetegn, der gør byggeriet særligt.

Vent...

​1. Den private patientstue


- Sengestuen er jo det vigtigste rum overhovedet, fordi patienterne tilbringer så meget tid her. Og jeg synes, det er lykkedes at lave en stue, der opleves som hjemlig. Først og fremmest er den ikke firkantet. Badeværelset skyder sig skråt ind, og i loftet knækker rumhøjden op mod et 'himmelvindue', siger Henrik Danielsen fra KHR Arcitecture.

De hvide vægge brydes af en skabs- og reolvæg med et indbygget skrivebord.

Lige som vinduesskodden er det snedkereret i træ, der står med en varm glød.

- Det har vi valgt, fordi det er med til at skabe en hjemlighed. Vi kunne også have valgt at male det grønt eller lyserødt, men så ville vi jo påtvinge patienten vores farvevalg. Jeg synes, at stuen er med til at sætte patienten i centrum. Her er man sig selv.


- Det store vindue er også et siddemøbel, hvor man kan sidde og kigge ud, men man kan også blænde det helt af med en harmonikaskodde. Det øverste vindue trækker himmelen og lyset ind, men det kan man også blænde af med en persienne, hvis man gerne vil have det mørkt – for eksempel, hvis man gerne vil se tv eller game på tv-skærmen. Der kommer selvfølgelig også en god stol, så man sidder godt imens, fortæller han.

2. En lille landsby i det store

Lyset og gårdhaven, som afsnittets 16 sengestuer orienterer sig om, møder patienten, straks han/hun træder ud af sin stue, hvor de rumhøje vinduer mod gårdhaven bader gangen i lys.



Haverne er et lille stykke koncentreret natur. Varieret beplantet med bunddække, blomster og buske afløser hinanden gennem sæsonen. Store nok til at solen kan finde ned i dem hen over dagen, og til at man også kan finde skygge.


Her er både  plads til et siddemøbel, motionsudstyr og til rygerne.

- At komme ud at ryge betyder meget for mange patienter. Her kan de gå ud, tænde smøgen ved de indbyggede tændere og søge ly under et halvtag, hvis det regner. Om solen skinner eller det regner, kan man mærke det her på sin hud.

Fællesskab kan man også finde i fællesrummet, som er indrettet der, hvor patienternes del af afsnittet møder personalets. Her er et hyggehjørne med tv og siddemøbler, her er spisestuen, hvor måltiderne serveres – og der er adgang til træningskøkkenet, hvor patienter selv kan få lov til at røre gryderne. 

- Hvis du så finder på, at du gerne vil have en cola klokken 23, så har du dit eget aflåste lille skab og køleskab.  Her er også en kaffemaskine, så man kan få sig en god kop kaffe, forklarer Henrik Danielsen.

- Jeg ser det lidt som en landsby. Hele retspsykiatrien er jo en ganske stor landsby, som vi med de små sengeafsnit bryder ned i små overskuelige kvarterer. Vi er rigtig glade for denne komposition.​

3. Plads til mange aktiviteter

Langs glasgange på begge sider af den fælles aktivitetshave finder man, som perler på en snor, de mange forskellige aktivitetstilbud, som patienterne har adgang til, hvis deres tilstand i øvrigt muliggør det.

På den sydlige side bliver Kulturtorvet det centrale samlingssted. Her er café og kiosk – og fx plads til et filmlærred. Rummet er fleksibelt møbleret og koblet sammen med et overdækket uderum i aktivitetshaven udenfor.



Ved siden af Kulturtorvet er der også et stillerum til meditation eller bøn. Længere nede værksteder og erhvervsterapi.

Over for Kulturtorvet på nordsiden ligger musikrummet, og længere nede den store sportshal, multisalen. Her er indbyggede tilskuerpladser, så salen kan bruges til alt fra basketboldkampe til teaterforestillinger.


Herfra kommer man ned til 'terapibassinet', som byder på næsten meditativ ro i kraft af de mørke fliser og den flotte mørkrøde endevæg, som arkitekterne har valgt.

- Vi har helt bevidst valgt, at det skal være en anden oplevelse at komme herned. Det er jo ikke en svømmehal, men et sted, hvor man kan synke ned i et varmt bassin og hvile kroppen og sindet, forklarer arkitekten.


4. Kontakt med omverdenen 

Midt i det hele og mellem sengeafsnittene ligger den store aktivitetshave.

- Det er jo 'fælleden', det store grønne rum. Man møder den, straks man er kommet igennem indgangen og ud i havegangen, og det er den, man orienterer sig efter, når man bevæger sig rundt i retspsykiatrien.




- Terrænet falder her otte meter, så i den øverste halvdel af aktivitetshaven er der frit udsyn mod vest til den omgivende natur. Der ligger en stor værdi i, at man på den måde visuelt er i kontakt med verden udenfor, mener Henrik Danielsen.

Han peger på, at terrænfaldet også med til at gøre haven større, end den er. Det har arkitekterne forstærket gennem beplantningen og opdelingen af trimmede plæner og 'vild' blomstereng. 

Løbebanen zigzagger sig ned gennem haven, og der er forskellige aktivitetsrum med motionsredskaber og boldbane. Endelig tilfører Sophia Kalkaus bronzeskulpturer det hele en poetisk dimension.

- Jeg er især vild med 'løg-æggene', som afgiver forskellige toner, når man banker på dem, siger Henrik Danielsen

5. Byggeriet i landskabet

Retspsykiatrien er opført på en stærkt skrånende grund, der falder tolv meter diagonalt mod nordvest. 

 

Det har arkitekterne udnyttet ved at skyde bygningerne ind under hinanden i fire niveauer. Dette greb om grunden giver en række gevinster, fremhæver Henrik Danielsen.

 - Du kan jo ikke finde et smukkere sted at bygge en psykiatri end her. Med den måde, bygningerne lægger sig ind i terrænet på, udnytter vi grunden optimalt. Det ser jo rigtig godt ud, når man betragter byggeriet fra vest, og byggeriet syner heller ikke så stort, som det faktisk er. Men først og fremmest indebærer terrasseringen, at vi får udkig mod omgivelserne fra rigtig mange steder i bygningerne.​

Fotos: Adam Mørk/arkiv

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor